Jeg havde en rigtig god jagtdag efter canadagæs i december, hvilket betyder at min fryser nu er godt proppet med gåsebryster og lår.
Og da jeg er studerende, og bor i en lejlighed uden reel ovn (Kun sådan en mikro-kombi-jeg-skal-komme-efter-dig-ovn) og med kun 2 kogeplader, så lever jeg af ting der kan laves i gryde eller på pande.
Ofte har jeg lavet gullasch af gås, hvilket har været super billigt, og dejligt nemt.
Denne gang havde jeg en stor lyst til mørbrad/paprikagryde, men tænkte at gås må kunne bruges i den sammensætning, så ingredienserne blev følgende:
2 stk gåsebryster fra canadagås (Vægt ukendt)
2 hakkede løg
1 flaske tomatpassata (ca. 700 g)
1 dåse tomatpuré
1/4 liter piskefløde
200 ml minimælk (Rester i køleskabet)
250 gram champignon
1 glas paprikastrimler
1 pakke cocktailpølser
2 poser (800 g) frosne "Rød Karry Blanding" (Grøntsagsblanding med krydderi) fra Rema 1000
Fremgangsmåde:
Skær gåsebrysterne ud i mundrette stykker, og brun dem af på panden.
Tilsæt 2 hakkede løg, og brun løgene med kødet.
Derefter hældes de frosne grøntsager, champignonerne og paprikastrimlerne i gryden, og de røres med i et par minutter.
Så skal væsken tilsættes: Både tomatpassata, tomatpuré, fløde og mælken, og lad det koge omkring 10 minutter mere - tilsæt bare paprika og timian, som du lyster.
Derefter tilsættes cocktailpølser, og de koges med i yderligere 10 minutter.
Kan serveres med alt, hvad man normalt ville spise til en gryderet: Jeg valgte jasminris.
Opskriften er lavet på baggrund af denne: https://dethandlermestommad.dk/paprikagryde-med-svinemoerbrad/ .
Og ja, jeg fik kun taget et billede i gryden, men heller ikke på tallerkenen var det en super køn ret, og jeg kunne nok ikke rigtigt score på den - Men den er billig, smager godt, og kan krydres til en god vinterret, der giver varmen.