EMNE:

“Soppe-Haren”

Som ung strandjæger kom jeg ofte hos ligesindet og jævnaldrende kammerat. I hans hjem “kørte” kaffekanden 25 timer i døgnet, og den ene cigaret afløste den anden, og det var mødested for nogle af de gamle strandjægere. Det var slemt med tobakken, men opvejedes af den livlige snak om strandjagt. I dette miljø lagde jeg øre til mange beretninger og historier, om livet på stranden.
For at forstå historien om “Soppe-Haren”, skal der oplyses om, at der frem til godt og vel 1. halvdel af forrige århundrede, levede, kystnært, en underart af hare-racen.
Det drejede sig om harer, der var født med et “renligheds-gen”. Disse harer startede gerne dagen med at hoppe ud i stranden, hvor de på lavt vand, vaskede “fødder”. Denne adfærd gav dem tilnavnet “Soppe-Harer”.
Dengang var det fuldt legalt at skyde sådan en hare, blot den befandt sig på søterritoriet.
Nu historien, som jeg hørte den:
Lokalt var der et par fiskerbrødre, begge ivrige strandjægere, der supplerede indtægten fra deres fiskeri, med hvad de kunne hente på stranden, fra skydeprammen.
På et tidspunkt gik det galt for den ene af brødrene, i forbindelse med at han skyder en hare fra prammen.
Det endte med en anmeldelse for krybskytteri, og fiskeren måtte en tur i retten.
Dommeren foreholdt fiskeren anklagen, og supplerede med ordene …”det er noget værre noget med Dem, Boesen”!
Fiskeren: “Jamen, hr. dommer, den soppede, De kan sæl’ spørre’ min bror Kræsjan’”
Dommeren: “Det er godt med Dem, Boesen”
Fiskeren: “Hr. dommer, hvis det ikke passer hva’ jeg siger, så vil jeg skubbe en jernbanevogn herfra og til Gedser”.
Dommeren: “De kan godt begynde at skubbe nu”.

Historien slutter med, at fiskeren måtte indkasere en bøde.
Denne særlige gren af hare-slægten er forlængst uddød, og jagtloven har forbudt at nedlægge hare på søterretoriet.
Med venlig hilsen, cpfj

Sådan så haren ud ovenpå morgenbadet. (…tegning af Gerhard Heilmann)


Det var det syn der mødte strandjægeren, efter forbiskud