Oplevelser fra prammen en novemberdag

Af: Cleilers

Solen er på vej op, altså i følge almanakken, den er nemlig ikke lige til at få øje på.
Fjorden omkring mig er pakket fint ind i tågedis og finregn. Vind er der næsten ingen af, men lige præcis nok til at vandet har lidt bevægelse. Vi er i november og vejret er, perfekt til strandjagt, det er vådt og koldt, hvad mere kan man ønske sig.
Der er mange fugle omkring mig, på vandet og i luften, Gråænder, Pibeænder, Hvinænder, Storspovens melankolske fløjt, Knortegæs, Bramgæs, Ederfugle, almindelig ryler, Grågæs, Rødben og ikke mindst sangsvanen der lige er kommet til fjorden fra det høje nord.

Jeg er ved at klargøre prammen, vandstanden er lav og dens skramlen mens jeg trækker prammen i vandet sender en flok Gråænder på vingerne, tydeligt irriteret over min forstyrrelse. Ud over mig er der en enkelt fisker ude for at se til sine ruser den stille tøffen fra den gamle jolle med indenbords motor virker ikke forstyrrende, tvært imod, jeg bliver kun bestyrket i at det bliver en god dag Det er natur og udeliv som jeg elsker det og jeg har med min pram og mit gevær taget plads i naturen, nu er jeg ikke længere bare et menneske der udefra betragter naturen, jeg er jægeren på jagt, jeg har indtaget min plads i fødekæden for en stund.

Prammen er klar, jeg sætter mig op, tager stikkerne frem og stager et på gange inden jeg med kikkerten skaber mig et overblik over området fugle. Der er svaner så langt øjet rækker knopsvaner og sangsvaner, Sangsvanerne er nemme at kende med deres ranke hals og klare gule næb. Små 300 meter nede, nede omkring godsejerens eng-jorde ligger der et par flokke af ænder, Pibeænder ligner det, omkring 50 ænder, de ligger små 20-30 meter ude men tæt inde under land ligger 5 ænder, jeg gætter på pibeænder, vinden er i ryggen så et par treer i halvautomaten, ned og ligge og roligt afsted.

Jeg elsker at kravle afsted, også de lange kravl, der sker altid et eller andet, i dag er ingen undtagelse. Jeg er på vej tæt forbi en sten, meget tæt da en Isfugl sætter sig. Jeg sætter farten ned et øjeblik for lige at nyde den smukke fugl. Den letter først da jeg langsomt glider forbi stenen og den kan se der også er et menneske med den “sten” der glider forbi den.

Jeg nærmer mig de 5 ænder, jeg kravler langsommere og så tæt på land jeg kan uden at gå på grund, jeg vil helst, at skuddet på ænderne er ud over vand eller i hvert fald på langs af strandkanten så jeg kan bevare overblikket over området og sikre mig at ingen andre kommer til skade.
Jeg stager på et område som er et større lavvandet plateau som andre sjældent kommer ind over. kajakfolkene kommer aldrig herind, det er nemlig ret frustrerende at ro kajak på de her lavvandede områder, både på grund af den oplagte mulighed for at gå på sten men også fordi det lave vand tager farten fuldstændig af kajakken. 30 meter fra ænderne nu er det med stor forsigtighed.
Det gælder om at passe på med pludselige bevægelser eller, især undgå at stikkerne kommer til at ramme båden mens man langsomt nærmer sig, Nok går ænder ikke i skole men træ mod glasfiber, det er ikke en lyd de bryder sig om.

Ænderne viser sig nu tydeligt i disen, og det er Pibeænder.
20 meter, de tager stadig ikke notits af kravleprammen, 15 meter jeg lader stikkerne glide ud af hænderne og tager sigte med bøssen, det øjeblik jeg løfter løbet ud af støttebøjlen retter de opmærksomheden mod prammen, men for sent.
jeg skyder den første hurtigt på vandet, næste skud rammer andrikken cirka en meter oppe i luften.
På vandet ligger nu to døde Pibeænder. De 50 andre ænder tager flugten, men ikke ret langt så sætter de sig igen, roen omkring mig, og i mig, indfinder sig stile og roligt igen.

Selv om vi taler om jagt på ænder, ænder der normalt ligger langt nede på trofæstien så får jeg altid pulsen højt op som jeg nærmer mig skudafstand og når skuddet er afgivet og anden ligger død er det som om jeg bevæger mig fra en sindstilstand til en anden, fra jagtkoncentration til glæde.
Når det lykkedes er det som om kroppen bruser over af glæde. Følelsen af at være i et’ med naturen er virkelig stor, byttet ligger der, der er mad, samtidig med at kulturmennesket i mig kan gøre det moralske regnskab op. Jeg sørgede for at komme så tæt på at skuddet stensikkert var dræbende, jeg brugte kun et skud pr and, de tomme hylstre samlet op, ænderne samlet op og lagt i prammen til senere brug i et måltid. Bevares dubleen var ikke strengt nødvendig men muligheden opstod og jeg var sikker i min sag, så den lever jeg med.
Med ænderne på dæk nye patroner i kammeret og kikkerten for øjnene er vi igang igen, et par gråænder ligger lidt tilbage hvor jeg kom fra og cirka 100 meter fra kysten. Jeg vender prammen og stager op langs kysten. På den måde hjælper landskabet mig til at være så usynlig for ænderne som muligt inden jeg kravler ud mod ænderne.

Jeg har ikke staget mere end 50 meter da en infernalsk larm er lige over mit hoved, gæs som har rastet på engen er gået i luften, instinktivt smider jeg stikkerne, griber geværet og søger efter en gås der er luft omkring, jeg ser den, sætter geværet til kinden peger, og tager sikringen, sikre geværet igen, tager geværet ned, Bramgæs, fredet selv om de efterhånden findes i enorme antal, de må reguleres men den ret kan jeg vist ikke påkræve mig på fjorden. Bramgåsen er flot og det var en fantastisk oplevelse da de strøg ind over hovedet på mig, velsmagende er de i øvrigt også.

Det skal senere vise sig at gæssene ikke var min jagtfugl denne dag...