Om at dele vandet med andre

Af: Søulven

I dag skød jeg en gråand. Det var en fin, stor og fed andrik, og den døde som jeg gerne selv vil af sted herfra: pludseligt og uden at se det komme.

Jeg havde ellers planlagt at skulle en HEL masse ud i juleferien, nu hvor man intet andet måtte, men så fik hele familien herhjemme Corona, og ferien gik med hhv. at pleje og at blive plejet, og så startede jobbet igen. Suk. Det var derfor hårdt tiltrængt at komme ud i prammen i dag, og heldigvis var både vand og vind til det, så jeg tog to lag lange underhylere på, pakkede en madpakke og kørte af sted ud i det grå.

Jeg har lært på den hårde måde, at det er bedst med modvind i starten og medvind når jeg er træt og har brug for lidt hjælp på vej hjemad. Selvom det var næsten vindstille i dag valgte jeg derfor at sætte i et sted, hvor jeg kunne arbejde mod nordenvinden ud og med den tilbage.

Fra isætningspladsen kunne jeg se 5-6 gråænder og et par store flokke hvinænder længere ude. Gråænderne fortrak dog desværre da jeg måtte trække prammen over en sandbanke ved isætningsstedet, men pyt - jeg havde 3 timer til min aftalte tjek-ind tid med hustruen.

Efter lidt stagen rundt så jeg et par gråænder 100m ude ved en pynt, og så gik jeg i gang med at kravle. Da jeg var inde på 40 meter dukkede der to kajakker op på den anden side af pynten. Ænderne sagde "rap rap" og lettede - væk fra mig, naturligvis. Rundt om pynten så jeg endnu et par gråænder, men de var godt nok langt væk. Jeg stagede mig diskret tættere på, og efter et kravl på godt 150m skød jeg andrikken på vandet på 10 meters afstand. Han var stor og tyk og flot udfarvet, så jeg fejrede det med en frokost på en sandbanke med en sandwich i den ene hånd og en håndvarmer i den anden, så funktionærfingrene fik lidt følelse igen.

Mens jeg spiste tænkte jeg tilbage på de næsten 3 ugers pause jeg havde givet mig selv fra midten af November. Jeg havde været på to kravl uden at skyde én and - i sig selv helt fint, jeg sætter stor pris på at være på vandet i sig selv - men med forbiskud på i alt 6 ænder. Vel at mærke forbiskud på vandet, på under 20 meters afstand på intetanende fugle, og under forhold hvor jeg tidligere på sæsonen havde ramt hver gang. Da jeg kom hjem fra forbiskudstur nr. 2 var jeg så edderspændt på mig selv, at jeg overhovedet ikke havde lyst til at komme ud igen. Indtil om aftenen, hvor jeg sad og tænkte på hvordan jeg kunne justere mit sigte. Men jeg havde brug for at få fornemmelsen af kun at ramme forbi ud af sindet, så jeg gav mig selv en time-out og brugte tiden på at pusle om mit grej og lægge lidt tid i banken derhjemme. På de efterfølgende ture fik jeg ikke chance til skud, så det var første gang siden november jeg havde nedlagt en and.

Under frokosten havde jeg siddet og luret på en lille flok hvinænder ca. 250m ude på lidt dybere vand. Jeg *hader* at bruge karteskeer, vi er virkelig ikke gode venner, men når nu det var i direkte medvind gik det måske nok, så jeg lagde mig ned og lod mig drive med vinden, mens jeg korrigerede lidt hist og her. Det gik fint, men karteskeer er dumme, altså. På ca. 75 meters afstand og med udsigt til at få min første hvinand på dækket dukkede der den ondenfløjtme en flok kajakker op igen. De var ikke direkte i skudretningen, men de gjorde ænderne urolige og jeg vurderede at jeg ikke selv ville synes at det var fedt at nogen skød i min generelle retning hvis situationen var omvendt, så jeg afbrød indsejlingen. 10 sekunder efter lettede ænderne væk fra kajakkerne, men ikke tæt nok på mig til et skud.

Længere sydpå var der en noget større flok hvinænder, så efter at have hilst på kajakkerne og ønsket god tur lagde jeg mig ned og drev igen af sted. Denne gang var der ca. 400m til fuglene, så jeg arbejdede noget mere med karteskeerne og nåede næsten at synes det var fint nok med de dumme skeer. Men også kun næsten. Tættere på flokken opdagede jeg at der lå 6 gråænder inde under land, så jeg lagde kursen lidt om og gjorde mig bedste for at ligne en sten mens jeg drev tættere og tættere på.

Måske 30 sekunder fra at jeg ville have løsnet et skud begyndte ænderne at svømme hurtigt væk fra mig. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen, for jeg drev meeeget stille og roligt, og de havde lige ligget og snadret og lignet nogle ænder, der hyggede sig voldsomt. Så hørte jeg plasken bag mig, og sørme om ikke der kom én på et SUP-board 30 meter bag mig i samme retning. Han padlede lige forbi uden at hilse, og henne ved der hvor ænderne havde ligget (de var for længst lettet) vendte han om og kom direkte tilbage den anden vej - igen uden at hilse. Vi skal alle være her, men jeg er ikke et bedre menneske end at jeg ikke gjorde noget for at hilse først, må jeg indrømme. Jeg kan godt lide at tro, at jeg ville have taget lidt mere hensyn, men måske vidste han ikke hvad der var gang i. Nu kunne jeg i det mindste pakke karteskeerne væk og bruge pagajen til at komme videre i livet.

Nu var der så på magisk vis gået næsten 3 timer - hvor blev tiden af? Jeg padlede tilbage til bilen, fik hældt noget kaffe fra, og satte kursen hjemad. En dag på vandet er aldrig spildt, vejret havde været lækkert, jeg havde set en masse ænder, og jeg havde fået brudt forbiskudsforbandelsen.

Og godt nytår til alle herinde, forresten