Det er ikke tallet der afgør succesen

Af: Mwarming

22 Januar - en dag, hvor der var lovet god sydlig vind, så helt galt kunne det ikke gå. Slagplanen gik på hvinænder og spottet hed Odense Fjord.

Jeg spotter normalt lidt i løbet af sæsonen og havde på et af mine klassiske spots, set et par hundrede hvinænder sidde i løbet af formiddagen. Et udmærket lavvandet spot, hvor de sad og rastede rimelig fast. Så mine tanker gik på, at et solidt morgentræk nok kunne smide lidt fugle på dækket af langelænderen.

Jeg valgte derfor i morgenens mørke, at ro den lille kilometer ud og i morgenens gry lægge de 30 hvinænder ud i lange landingsbaner. Herefter 20 brunnakker lidt tættere på mig. Vinterens milde tag havde gjort at store mængder brunnakker stadig opholdt sig i fjorden. Efter 20 minutters hårdt arbejde kunne jeg kravle tilbage i min lille fregat, lade kanonen og ellers ligge i startposition til at de små lyn ville brage ind over mig.

Stille gik minutterne. Vinden lagde sig fuldstændig, hvilket ikke var helt i stik med meldingerne... Fuglene trak, men de trak ikke som jeg ville. Frustrationen begyndte at melde sig efter 45 min. “Havde jeg lagt mig skævt”, “havde der været andre ude igår”, “var det den totale mangel på vind". Fakta var, at de ikke ville slå. Enkelte gange kom andrikker ind forbi, men ingen ville rigtig ned i lokkerne. Efter en times tid kom en enkelt pibeand stille svævende i vinden. En ung uprøvet andrik fandt mig interessant og stod "på snotten” ned i lokkerne og i en enkelt brag forsvandt han ned og brød den blanke overflade.

En times tid gik yderligere, men jeg kunne mærke, at det ikke blev bedre. Jeg måtte erkende, at første sæt var gået til naturen, men jeg havde ikke givet op endnu. Således skulle kravlemaskinen, Leon Smith, nu i gang.

Jeg pakkede mine grejer og roede ind. I dovenskab besluttede jeg mig for at bruge min langelænder som trækdyr - således kunne jeg også dække et større område.
Jeg var knap kommet fra land da den velkendte “gakken" pludselig lod sig høre. Rigtig nok kom der pludselig 6 grågæs trækkende ind over mig i 40 meters højde og svingede ud over fjorden og satte sig perfekt 600 meter ude i god rygvind.

Fluks satte jeg langelænderen mod stranden igen og skiftede setup. De 6 gæs havde dog fulgt med i min ageren og var derfor lettere mistroiske overfor den pudsige sten. De fik derfor lige 10 minutters fred, hvilket selvfølgelig resulterede i ,at en flok på 50 hvinænder satte sig 100 meter foran dem. Hvinænder jeg derfor skulle kravle igennem uden, at få gæssene til at lette. En ikke helt nem bedrift. Stille startede kravlet og efter små 400 meter var jeg inde på 15-20 meter af hvinænderne. De havde nu delt sig i to og mistanken om min tilstedeværelse havde rejst sig. Da de kom ud på siden af skydeskærmen på 10 meters afstand gik den således ikke længere og de lettede i en stor sky. Jeg fulgte gæssene tæt der dog heldigvis reagerede lettere overbærende med de små ADHD-ænder.

Jeg var da begyndt at tro på mit projekt, men oplevede igen modstand. Nu kom 4 svaner svømmende med imponerende fart, direkte ind i min kravlebane. Mange eder og forbandelser senere rykkede jeg tættere på dem. Igen kom jeg på 10 meter af disse hvide kæmpefugle og da de nåede ud på siden af kravleren erkendte de ligeledes, at jeg ikke blot var en forvokset sten. Tunge vingeslag rejste sig og svanerne løb på vandoverfladen indtil de efter 20 meter og kunne komme på vingerne. Jeg var nu på 50 meter af gæssene og al denne virak havde selvfølgelig sat sig i fuglene. De var begyndt at rejse hals og undre sig lidt over den besynderlige sten der på underlig vis kom nærmere. 10 meter ad gangen, så pause, så 5 meter og pause, og til sidst var det langsomme tag der beslutsomt fulgte efter gæssene. Min puls lå omkring de 140, men projektet begyndte så småt, at se positivt ud. Gæs kan forresten svømme overraskende stærkt, hvilket selvfølgelig besværliggjorde det hele yderligere.

Jeg lå på 15 meter af dem og fik taget et par meter til. Jeg kunne mærke det skulle være nu. Jeg fik rejst mig på knæ og i dét øjeblik startede et inferno af vingeslag og advarselskald. Jeg havde afsløret mit bluf. Høj på adrenalin fik jeg væltet en gås ned, dog vingeskudt. Så 2. skuddet gik til affangning. Hurtigt faldt stilheden igen over fjorden og jeg kunne sejle hen og løfte den prægtige fugl op. En af mine mest intense kravloplevelser var overstået og jeg var kommet sejrsrigt ud af den. Fuldstændig smadret i mine arme og høj på puls og adrenalin måtte jeg derfor tage mig en kop velfortjent kaffe og vente på mit næste kravl. Et kravl der startede 20 min senere, da jeg spottede en pibeand i gang med sit livs fest over noget tang. Et relativt nemt kravl, tænkte jeg. Jeg kom hurtigt ind på 50 meter af hende, da der pludselig fra venstre kom en forelsket fuldt udfarvet andrik svømmende ind til hende.

Jeg fortsatte mit kravl og kom stille nærmere. Anden ænsede mig ikke, da hun var svært optaget af den lækre søgræs, men jeg begyndte på sjov vis, at bemærke den splittelse, som nu opstod i andrikken. På 15 meters afstand lå jeg i flere minutter og observerede, hvordan han lå og roterede om sig selv. Skiftesvist svømmede væk fra hende, men samtidig med var meget interesseret i hende. Jeg forstod, at han var i sit livs dilemma mellem kærligheden og fornuften, da han tydeligvis han luret mig.
Jeg gjorde kort proces. Jeg fornemmede, at han ville lade fornuften sejre, valgte jeg i liggende leje, at skyde ham på vandet.

Klokken var nu slået middagstid og jeg valgte derfor at sejle hjemad. En parade med 3 fugle, men med nogen af de største jagtmæssige oplevelser, hvor jeg har arbejdet for føden og adrenalinen har pumpet som aldrig før.

Det er ikke tallet der afgør succesen og nu må det godt snart blive september igen.