Første tur i 2016

Af: Martin Poulsen

Det var i september, da min makker og jeg blev enige om at vi skulle på vandet.

Jeg havde godt mærket min nyresygdom var taget til, idet jeg var meget meget træt hele tiden - men på vandet skulle vi!

Vi kom afsted med møje og besvær, og jeg husker at da vi gik ud begyndte mine ben at summe. Første tegn på at kroppen siger "Det er for hårdt det her"

Men vi kom ud - og fik lagt lokkere ud. Og inden ret længe lå den første krikand i vandet.

Den blev fulgt op af Simon, som også fik en.

Ude fra venstre kom nu en flok krikænder - og det lykkedes mig at få en double. Dejligt.

Da jagten var slut skulle vi jo ind igen(Det skal man som regel), og lokkerne blev pakket sammen.

Halvt vej ind sagde jeg "JEg tror dette bliver den første og eneste tur på vandet i år. Jeg orker det simpelthen ikke længere."

Jeg var komplet flad som en pandekage, og ville ønske nogen kunne bære mig ind. Jeg orkede næsten ikke at tage 1 skridt mere.

Men laaaangt om længe kom vi da i land. Og så skulle skidtet jo op på traileren. Var det ikke for Simon - så havde jeg aldrig fået den derop.

På vej hjemad i bilen var det med tungt hjerte jeg måtte erkende at jeg ikke orkede denne jagtform længere. Og jeg begyndte for første gang nogensinde, at overveje at sælge mit udstyr. For det her kunne jeg ikke mere.

Men heldigvis blev det kun ved tanken. for 14 dage senere begyndte jeg i dialyse, og jeg skal da love for det gav en "raket i røven" - for jeg har været mere på jagt i 2016 end jeg har i de 2 foregående år lagt sammen. Godt nok ikke på vandet, men på land.

Nu sidder jeg så her - 3 uger efter jeg er nyretransplanteret. Jeg fik en nyre af min storebror, og det går laaangt bedre end forventet.
Og troede jeg at dialyse gav mere energi - så er det VAND i forhold til hvad en ny nyre gør. Jeg er sprængfyldt med ny energi nu.

Så mon ikke vandet og ænderne skal have en ordentlig skalle her i 2017? Det tror jeg de skal

/Smirge