En oplevelse for livet. Oktober 2015

Af: Christian Raunstrup

Vi kom kørende ned af grusvejen ned til det pumpehus vi skulle sætte ud ved, det var mørkt og vi havde været usædvanligt tidligt oppe. Vi havde kørt i næsten en time og jeg var bare umenneskeligt træt i min dovne teen age krop, men på jagt det skulle vi. Da vi ruller ned til pumpehuset holder der en gammel Volvo, det så noget mistænkeligt ud, men jeg ser at der er noget dugget i bilen, så jeg tænker, enten er der 2 unge mennesker som nyder natten, ellers er det en strandjæger som skal afsted her til morgen også.
Da vi parkerer, bliver der tændt en lygte i den gamle Volvo, en mand træder ud og kommer hen til os. Han hed Jeppe og var en helt ny strandjæger som skulle afsted på strandjagt, vi snakker lidt frem og tilbage om hvor vi smider os og han fortæller at det er hans anden pramjagt og den første var det aftentræk han havde taget aftenen inden. Vi sætter prammene i og nu skal vi på jagt.

Efter mange hundrede beskeder, var jeg endelig på vej. En tur jeg havde tænkt meget over, det hele var lidt mærkeligt jeg havde aldrig snakket med ham over telefonen før eller set ham før, men kun sendt ham en masse beskeder over facebook og nu var jeg på vej over til ham i toget. Jeg håbede at vi kunne fungere sammen, for jeg skulle være der i næsten fire dage, men vi havde da en ting tilfælles, vi er begge strandjægere og ivrige, klokken 17 henter Sebastian Strøier mig på Skanderborg Station og turen går hjem til ham i Hammel. Snakken gik frem og tilbage hovedsagligt om jagt, men det var jo også derfor jeg var her.

Vi fik pakket bilen ud og fik læsset Leon Smith prammene som vi skulle ligge i dagen efter. Vi fik tjekket vejret det var desværre meget lavvandet og det skulle være næsten vindstille, Sebastian besluttede sig om stedet, og så var det på hovedet i snurrekassen så vi var friske til dagen efter hvor vi skulle op klokken kvart over 3.

Vi vadede prammene ud som man gjorde i det området, det var jeg bestemt ikke vant til. I Roskilde Fjord er man altid i prammen for der er ikke de store lavvandede områder som der var der hvor vi skulle på jagt søndag morgen d. 11 oktober.
Vi kom på plads lidt sent på den efter snakken med Jeppe vi mødte ved udsætningspladsen.

Lokkerne var lagt ud og min pram lignede et helvede så jeg sagde til Sebastian som lå 5 meter fra mig, at jeg simpelthen var nødt til at få lidt orden i prammen, jeg rodede noget rundt for at få tingene til at være et nogenlunde sted til alle mine ting. BANG brager det ud i skumringen og et plask lyder, imens jeg lå med røven struttende i vejret var den første pibeand kommet, Sebastian leverede den i det han sagde” var et flot skud”, jeg så det ikke selv, da jeg ligesom var i gang med at rydde op, noget jeg er sikker på min far ikke synes jeg er god til.

Ænderne farede rundt bare 150 m ude. På min venstre side samlede der sig en stor flok pibeænder på omkring 200 ænder og flere kom til, det gav os et par løse chancer, som også gav lidt fugle, men vores lokkere kunne ikke kæmpe mod den store flok. Det var nu blevet lyst, og det var blæst lidt op.

Vi satte windducken op, og den blæste rundt. Næste flok der kom ind fløj direkte ned omkring den. Jeg fandt fuglen og kom foran krummede fingeren, men inden skuddet gik lød der et skud fra min højre side som rev den fugl ned som jeg holdte på, men signalet var sendt. Bang sagde det fra baikalen og hvis der bare havde været det mindste liv i den, så var det helt sikkert at den var død nu.
Der kom jævnligt ænder og Sebastian fik også en del, hvor det eneste jeg præsterede var forbiere. Da vi havde skudt til en chance var det lige pludselig nok for de 250 ænder der havde samlet sig den sidste times tid 200 meter ude, og de lettede alle sammen.

Sebastians kald kørte uafbrudt og hver gang vi skulle hente ænder kom der en ny, vi får skudt en som lander i sivene bag os, og vi er nødt til at stoppe indtil vi har fundet anden. Vi går i de høje siv og har svært ved at finde den. Sebastian beslutter sig for at tage de 6 ænder der driver rundt mellem lokkerne, jeg leder fast besluttet videre og jeg ser det hvide bryst ligge i sivene, sikke en lettelse.

Tilbage til posten. Klokken runder 10 og vi ser Jeppe kommer vadende, vi snakker om at det nok har lydt som en krig herovre, og Sebastian havde sagt til ham at han bare kunne komme over til os, hvis det skulle være. Han placerer sig på den anden side af Sebastian og vi forsætter. Vi forsætter til en 3 tiden hvor jeg selv har præsteret mange forbiere, men har også fået et par enkelte fugle, vi sluttede dagen af med 28 fugle.
Vi kører hjem og jeg falder i søvn i bilen, (som er et speciale jeg har i mig). Jeg kan ikke køre 15 min i bil uden at blive utrolig søvnig eller falde helt i søvn, i dag var ingen undtagelse. Jeg vågner som vi kører op i indkørslens tilbage i Hammel, klokken er allerede mange, og vi skal også have pakket til dagen efter. Vi får pakket og spist en lækker flæskesteg, og vi hopper meget tidligt i seng for vi skal allerede køre klokken 2.

Vækkeuret ringer alt for tidligt. Jeg kunne godt bruge 6 timer mere.
Jeg får gang i kroppen, men hold nu kæft hvor er jeg bare så ufatteligt træt, men hold da op hvor jeg glæder mig til at se et nyt jagtområde og bare komme ud og på jagt. Får taget tøjet på og møder en lige så søvnig Sebastian i køkkenet. Han smører vores madpakke, jeg får kastet noget havregryn i maven så systemet kommer i gang. Vi får sat trailerne med de 2 langelændere på bilen og afsted går det til Sebastians ven Anders som skal med på turen. Vi har 45 min til Anders og en time og et kvarter til Nibe havn hvor vi sætter ud. Landevejen føles utroligt langt og vi kører i det der føles som en evighed. Vi ankommer på havnen får læsset de 3 pramme af traileren, og får søsat.

Nu havde vi en times roning fremad, jeg havde aldrig roet før, jeg padler altid. Jeg sidder sammen med Anders i langelænderen med hans Randers boble på slæb, han starter med at ro og jeg overtager og vi skifter lidt derud. Vi letter en flok bramgæs på engene på vej derud. Vi sætter Anders af der hvor han vil ligge. Vi roer selv længere ned, indtil Sebastian finder et sted vi skal ligge.

Sebastian ligger lokkere ud og jeg får smidt en masse tang på de hvide langelændere, hold da op vandet allerede er koldt. Da vi er færdige er det op i langelænderen og så bare vente, og nu kunne den manglende søvn mærkes. Man ligger bare godt i en langelænder, det var næsten som en drømmeseng. Lidt samtale med Sebastian forhindrede mig i at falde i søvn. Den første halve time går, ingen ænder i nærheden af vores lokkere. Men igen i dag samles der en stor flok pibeænder langt ude.

Vi tøvede ikke, afsted med at få pakket vores lokkere og derud hvor de var samlet, Sebastian ringede til Anders som selvfølgelig også havde set den store flok og vi rykkede alle derud. Vi kom derud og fik smidt lokkerne. Så lå vi der hvor ænderne havde trukket voldsomt hele morgenen, men da vi kom derud var der ikke skyggen af en and.

Vi ligger lidt og der kommer et par flokke, men alle slår af på 100 m. De kommer i en fin højde, men jo tættere de kommer jo mere stiger de i højde og på en 70 m slog de helt af til den ene side. Vi snakker godt længe om hvad der kunne skyldes det og konkluderer at det var de hvide pramme, som havde mistet noget af tangen da vi roede derud. Heldigvis var der masser af højt ålegræs i området som vi plukkede en masse af og camouflerede vores pramme med. Det hjalp lidt men ikke nok.

Der lyder 2 brag nede fra Anders som ligger 300 meter længere nede. Han fik en enkelt. Det lykkes også Sebastian at få en enkelt høj and, som jeg ikke skød på. Men Sebastian åbnede ild med sin Remington og den pakkede i første skrald. Så var det ikke en 0-tur. Han gjorde det samme en halv time senere.

Vi satte os op og snakkede lidt over hvad der kunne være galt og i mens vi sad helt oppe i prammen og snakkede kom der en enkelt pibeand bagfra snigende, der lød 4 brag og vi ærgrede os over vores forspildte chance som var den bedste dagen tilbød. Vores konklusion endte med at ænderne havde fået en del tæsk i weekenden for de var slet ikke til at arbejde med. Klokken runder 11 vi pakker sammen og henter Anders og turen går ind til havnen.

Da vi ankommer til havnen står der en familie bestående af 2 børn og deres 2 bedsteforældre. Især drengen var meget nysgerrig på hvad vi havde skudt og hvordan det så ud. Han fik lov til at se fuglene, og spurgte meget ind til det.
Vi fik læsset prammene og nu gik der en helvedes tur hjemad, det blev en lang tur. Vi stoppede ved Netto og skulle have noget sukker, det blev til noget fra Nettos bakeoff og et par marsbar og noget Cocio.

Jeg tænkte at hvis jeg ikke skulle sove måtte jeg hellere spise noget hele vejen hjem. Vi angreb landevejen der gik 20 min og jeg sov. Jeg vågnede da vi satte Anders af og vi fik sagt farvel og så gik turen videre til Hammel. Jeg holdte mig vågen hele vejen. Vi var hjemme i fin tid i dag, så nu ville vi sove.

Jeg vågnede af at Sebastian stod og snakkede til mig, vi skulle til at op. Klokken var allerede 18, vi besluttede os for at vi skulle have pizza, vi stod nemlig selv for maden. Vi hentede pizza’er og fik læsset prammene. Så stod den på nak & æd – en edderfugl, det mente vi var passende da planen var at vi skulle ud efter edderfugle dagen efter.

Men modet gik fra os og vi besluttede at vi tog hen til noget landjagt han havde, hvor vi ville prøve med nogle gråænder.
Nak og æd var heller ikke en skuffelse selvom vi begge havde set det afsnit utallige gange. Vi gik i seng og kunne sove igennem da vi først sukke op kvart over 5.

Vækkeuret ringede og jeg følte mig for første gang ikke vildt træt. Vi fik morgenmad og afsted vi kørte. Vi ankom til gården fik og gik ud over marken ned til de 2 vandhuller. Vi satte os og der gik ikke længe før vi hørte de første ænder. Vi hørte også Sika vildtet på Frijsenborgs stykke, det lyder lidt som en spøgelse i en dårlig gyser film. Jeg havde ikke fået nok tøj på, hold da op det var koldt.

Tålmodigheden slap op, vi gik tilbage til bilen. Vi snakkede lidt om Frijsenborg og vi besluttede at køre lidt rundt på deres jord som er 6100 hektar. Det er kæmpe stort. Da vi var færdige kørte vi hjem og jeg pakkede mine kufferter. Vi sov til middag og da vi stod op kørte vi til Skanderborg Station hvor jeg skulle tage toget hjem. Han satte mig af og en tur jeg aldrig vil glemmer, var forbi, hurtigere end den var gået i gang.

Jeg vil endnu engang takke dig Sebastian for at du inviterede en helt fremmed nyjæger på sådan en oplevelse og jeg håber jeg kan få dig til at tage turen over til mig ved lejlighed, så du kan afprøve mine jagtområder.

Christian Raunstrup