Krappe bølger og tyveknægte. Oktober 2013

Af: Lasse, alias Don Gytorp

æsonen 2013, var skudt igang, med flotte resultater og det var sjældent, jeg gik til bilen, fra prammen, uden 3-4 svømmeænder hængende på tasken. D. 5 OKT, stod der 18 Krikænder, 17 Gråænder, 5 Pibeænder og 2 Atlingænder, noteret i jagtbogen. Alt sammen skudt, kun 4 min. kørsel, fra min bopæl, på Randers Fjord.

Rygtet om min relative succes, i sæsonens spæde start, var efterhånden bredt kendt i familien. Især ”de gamle” jægere, havde stor interesse, i at høre om mine historier, om hvordan Krikkerne kom ud af det blå, og slog på lokkerne og Pibeanden, der smed sig midt i Gråandelokkerne. De havde alle, i deres yngre år, udøvet jagt på fuglevildtet på selv samme territorie.
Vi sad om bordet til en familiefødselsdag, og historierne røg på kryds og tværs, og på et tidspunkt falder snakken på den kommende jul, og hvem der skal levere julegåsen.

Jeg forsøgte at ”putte” mig lidt i selskabet, da jeg aldrig har skudt en gås, og håber at valget falder på en af ”de gamle”. Men men... som forventet bliver jeg stukket, og det bliver nævnt at det må ”storvildtsjægeren”, da stå for i år. Uden tøven, svarer jeg, at det skal da være det mindste problem, og afslutter med et ”skål”. Imens jeg tager en slurk af øllen, tænker jeg bare fuck, fuck og fuck.

Har aldrig skudt en gås, og har kun hørt og læst at de er sindssyge svære at få på skudhold. Jeg får hurtigt investeret i nogle gåselokkere, et Greylag Hammer, og tager på Randers Fjord, mange gange uden at få bæsterne i nærheden af skudhold.

Frustreret og en smule presset over, at jeg har lovet de forbandede, til juleaften, efterspurgte jeg i dette forum, om der var nogle, der ville dele ud af deres "hot spots". Martin aka. Smirge og jeg skrev sammen privat, og han fortalte mig om et sted ved Vejlerne. Det blev en tur, jeg sent glemmer.

Jeg tog afsted en middag, i slutningen af oktober, med prammen på traileren, og ville søsætte den fra dæmningen, gå ud og sætte alle lokkerne op, inden sidste lys. Derefter overnatte i prammen, som jeg har gjort så ofte før, på Randers og Grund Fjord, hvor jeg har jaget siden, jeg tog tegnet.

Alt gik efter planen, dog syntes jeg at der var noget højere vandstand, end Martin havde beskrevet som værende normalt. Ikke desto mindre holdt jeg på planen, og da alt var lagt ud, og jeg fik wadersene af, syntes jeg godt nok at Korsøren krængede lige vældigt i bølgerne. Tanken var ikke tænkt til ende, da en bølge slår ind over båden, og den fyldes 1/4, op med vand.

Den begynder at få slagside, og jeg er 800 m., fra nærmeste tørre sted. Jeg tager et bevidst valg og springer i baljen, med øsen i hånden, for at få noget vægt ud af båden, og står i vand til brystkassen. Ville der komme en bølge mere fra den vinkel, var det farvel til den pram.

Jeg smider ankerlinerne, og begynder at drive med strømmen ind imod dæmningen, imens jeg kæmper med øsen, for at holde trit med vandet, der kommer ind over båden. Jeg efterlader ALT, hvad der har med lokkere og fortøjninger at gøre, og 25 min. senere, ligger jeg med pram, pusterør og ørler på dæmningen. Jeg havde klaret frisag, for nu. Forkommen, og efterhånden rimelig træt af at drikke saltvand, får jeg tørt tøj på, og får liv i bilen, og forsøger at få sovet, til næste morgen, inden jeg skal forsøge at bjærge alt mit grej, som ligger midt på Limfjorden.
I løbet af natten, bliver jeg først vækket, kl. 23.30, af en lokal jæger fra området, der lyser ind i min bil.

Vi får en hurtig snak om, hvad der er sket, og han ønsker mig held og lykke med morgendagen eftersøgning. 2 timer senere, forsøger 3 yngre mænd at bryde ind i bilen, gætter jeg på. Der bliver i hvert rykket i traileren, kan jeg mærke, og da jeg springer ud, med Rottweil'en lukket, får de benene på nakken.

Morgendagen gryer, og det er stilnet en del af. Vandstanden er nogenlunde den samme, så jeg starter eftersøgningen. Jeg finder det halve af grejet på pladsen jeg har været på, og imens jeg står og rigger det op, kommer der et tordenvejr af den anden verden rullende henover mig. Så er man lille... MEGET lille, når man står og dukker sig i vandet, og lynene slår ned 1000-1500 m., rundt omkring en. Det driver over, efter en times tid og jeg kommer tilbage til dæmningen, og kan gøre status. Har mistet en del Gråænder, og et par enkelte krikker.

Imens jeg smider prammen på traileren, kommer en lokal lodsejer forbi. Han havde været på morgentræk, inde på land. Jeg fortæller ham at jeg har mistet så og så meget, og han siger at det garanteret er blæst ind i bunden af dæmningen. Han siger farvel, og kører øst ad dæmningen, hvor han stopper, 3-4 gange og samler noget op i vandkanten. Jeg tænker sikke, en rar person, der godt kan se at jeg har haft en rimelig sur, eftermiddag, aften, nat og morgen, og som viser overskud og henter mine grejer til mig.
Han kom bare aldrig tilbage med det, han samlede op. Jeg gik hen ad dæmningen, som det sidste, og ganske rigtigt, så var den støvsuget for vildfarne lokkeænder.

Jeg begynder at køre hjemover, og der flyver tankerne, imens jeg bestemmer mig for, at det er sidste gang, at jeg har været ved Vejlerne, uden en lokalkendt. DMi vejrudsigter er for fremtiden heller ikke noget jeg tager som retvisende, men kun vejledende.

Så et hav af erfaringer, blev gjort på under et døgn, og den vigtigste, er for mig, at før jeg prøver noget nyt på egen hånd, når det gælder jagten på vandet, så har jeg været afsted med en, der har prøvet det pågældende sted og har en snas af erfaring med det.

En opfordring, til alle. Spørg efter hjælp, til at prøve de forskellige ting og steder. Vi strand og havjægere, har en rigtig god mentalitet, med at hjælpe hinanden. Det kræver blot det af os, at vi spørger efter det. Der bliver ikke tænkt ringere om en, af den grund.

Med jæger hilsen
Lasse