Gåsefeber og Faderstolthed. Oktober 2012

Af: Kent NO-Luck

I Strandengene når det blæser.

GAK….GAK…GAK… Lyden af hånende grågåse stemmer mindst 2 bøsseskud oppe skærer sig ind i mine ører – som i en vanvittig karikeret tegnefilm ser jeg gåsehovederne dreje ”ansigtet” ned mod mig, hvor de med smil om næbbet hånende skratter af mig i mit bette skjul. Grebet om Extremaen er nu så kraftig at knoerne er hvide……. Så er det jeg vågner af mareridtet – badet i sved – og opdager at mine fingre er låst i et fast greb om sengegavlen. JEG HAR GÅSEFEBER !!! et hurtigt kik på uret viser kl. 02:15 – stadig en ½ time til planlagt stå op tid – umuligt at falde i søvn igen så jeg kan lige så godt stå op.

Stille lister jeg ud i køkkenet tænder den forberedte kaffemaskine og vækker min ældste søn. Bunken af jagttøj og grej på bryggers gulvet får mig til at løbe ”huskelisten” igennem i hovedet. Vi kommer i tøjet – får kvalt en ½ kop kaffe og resten i Thermos’en. Extremaerne graves ud af våbenskabet uden at vække resten af huset. Hurtigt får vi læsset bilen og koblet dobbeltdækkertraileren med de to Leon Smith pramme på krogen. Vi har 1½ times kørsel foran os.

Den lovede storm og regnvejret er kommet som lovet. Erfaringen siger mig at vandstanden med den vindretning er ekstra høj så vi har besluttet at vi ikke orker at bære det meget grej på ryggen den lange – lange gåtur ud i engene. Derfor skal kravlefætrene med som pakdyr selvom det betyder en noget længere tur med de lange stikker.

Vel fremme ved vandet får de vandrette regnbyger og lavthængende skyer natten til at virke endnu mere kulsort. Prammene kommer i vandet og læsses med alt skramlet – selvom vi hver gang siger – ”næste gang skal der IKKE så meget grej med”.

Vinden hyler og de krappe bølger på fladvandet forstærkes af den ekstremt høje vandstand. Efter under 100 meters stikken har vi allerede haft flere søer indenbords og må opgive at stikke. I vand til skridtet må vi trække prammene de mere end 2,5 km ud til yderengene. Waders og regnjakke virker mere og mere som en trykkoger og sveden gør på ingen tid os våde indefra. Vi er tidspresset – den jævnlige kontrol af den håndholdte GPS viser kun en uendelig langsom nedtælling af afstanden til målet.

Endelig er vi der og får hurtigt læsset grejet af prammene. Junior begynder det møjsomlige arbejde med søsætning af lokkerne. Imens får jeg bygget et skjul på engen af de medbragte pinde og camonet suppleret med naturlig vegetation. Kravle maskinerne slæbes ind i den lavvandede vig til højre for os og dækkes med siv, tang og ”strand ukrudt”.

Da vi endelig sidder i skjulet har det været skydetid en halv times tid og dårligt har vi fået plomber i – før en gråand kommer som død og torden i medvind indover lokkerne – drejer rundt og er væk inden vi når at blinke med øjnene.

Trods et i teorien perfekt andevejr sker der ikke en skid mere på denne side af solopgang og kulden kryber så småt indover os – godt forstærket af det våde tøj under waders og regnjakke.

Omkring solopgang kommer en pæn flok brunnakker præcis som ventet på ”rød rute” drejer rundt over lokkerne og gør klar til landing. Næsten simultant afgiver vi hver 2 skud og 2 brunnakker vender bunden i vejret og lander mellem lokkerne. Jeg skynder mig at sige ”Flot skudt”, selvom vi begge to inders inde ved hvem der ramte de to brunnakker.

Vinden aftager lidt og regnen holder op. Stadig ikke en gås i sigte. En naturlig trykken i de nedre regioner får mig til at finde den lille plasticpose med toiletpapir frem af rygsækken. Med posen i Waders lommen begiver jeg mig de ca. 80 meter over i de nærmeste siv. Imens jeg sidder der på hug og kæmper for ikke at sætte ”brune stempler” på waders selerne – kommer 12-15 brunnakker strygende 10 meter over hovedet på mig med retning direkte ind i lokkerne. Jeg kan ikke se lokkerne – skjulet og Junior, men flokken stiger brat lodret op og to skud fra sønnike får to brunnakker til at vende bunden i vejret. Jeg undertrykker trangen til ”at bide den over” – gør mig færdig – får selerne op og går den korte afstand tilbage til skjulet. Han har allerede samlet sin første dublé op og er ved at eksploderer af stolthed – NU var der ingen tvivl om hvem der ramte !!!. Faderstolthedens varme breder sig i brystet på mig og jeg gratulerer.

Dårligt er vi på plads i skjulet igen - før en lille flok brunnakker med følgeskab af 2 spidsænder tager et elegant drej ind over lokkerne – en spidsand og en brunnakke lander dødskudt mellem lokkerne – det er ved at udvikle sig til en af de bedre dage.

Vejret bliver bedre – regnen er nu helt holdt op - solen kikker frem – vinden lægger sig ganske langsomt til ”kun” hård vind. Der er ved at blive ”roligt på kontoret” og Junior tager sig en lur i skjulet.

Ud af øjenkrogen ser jeg 5 grågæs komme kørende lavt imod vinden skråt bag fra direkte mod lokkerne. Jeg prikker til Junior, men han er totalt i Koma og inden jeg ser mig om hænger fuglene 15 meter bag mig. Jeg griber Extremaen trækker rundt til højre og får hold på den bagerste gås, der på den korte afstand får hagladningens fulde virkning og pakker totalt sammen. Gæssene stiger eksplosivt og pr. refleks trækker jeg med op på den yderste og afgiver nr. to skud, i et nærmest direkte lodret bagskud. Gåsen slår en koldbøtte i luften - forsøger i et sekund at holde vingerne stive men forender og dratter lodret ned med hals og hoved liggende hen ad ryggen. Som en trold af en æske popper Junior totalt rundforvirret ud af drømmeland: Hvad sker der ??? ”Du kan samle de to gæs op – hvis du ellers er vågen nok” siger jeg med et smil. Vel tilbage i skjulet er han mere end klar.

Vi er nu mere opmærksomme på hvad der sker bag os, og der går ikke længe inden den næste flok gæs viser sig i det fjerne. Igen kæmper den lille flok sig op mod vinden med retning direkte mod os. Jeg siger til Sønnike han skal være klar og at jeg ikke vil skyde før han har afgivet begge skud. Det tegner til hans første reelle gåse chance som nyjæger og jeg kan nærmest fornemme spændingen komme ud af ørerne på ham. Pludselig er gæssene der på fineste skudhold – men ak !! feberen får ham til at lave to fæle forbiere. Jeg når lige at rive Extremaen rundt i et meget skarpt højre skud og afgive et enkelt skud til den bagerste og dermed også nærmeste gås.

Gåsen tegner kraftigt for skuddet og rammer med stive vinger vandet i vigen til højre for os i en stejl spids vinkel. Først forsøger den at holde sig på højkant på vandet, men efter få sekunder vender den rundt – basker lidt med vingen og ”pedalernes” langsommere og langsommere bevægelse i luften siger mig at den er forendt.

Jeg forsøger mig med lidt trøstende ord for at bøde på Juniors ærgrelse over den brændte totalt oplagte chance. ”Det var også et utroligt svært skud” – ”Vinden tog dem også ekstremt hurtigt” o.s.v. – o.s.v.

Vi bliver enige om at det er nok for i dag. Vi har en lang tur ind og end endnu længere køretur hjem. Hurtigt får vi hentet prammene – pakket grejet – og begynder at stikke indover. Vandet er faldet og vinden er skrå medvind – så det er det er det rene ”krydstogt” at komme tilbage til bilen.
Da prammene og grejet er læsset – og vi kører hjemover bliver vi enige om, at der går langt tid inden vi oplever en morgen som denne igen. En ting er helt sikkert: Trækjagt er gået i blodet på junior og faderens stolthed over hans flotte double til brunnakker – vil leve længe i erindringerne.

Denne morgens oplevelser og strabadser får hurtigt junior til at studerer øjenlågene indefra. Imens vi denne formiddag triller gennem den begyndende efterårsfarvede jyske landskab – tænker jeg på hvor heldig jeg er, - sådan at have en søn, med samme passion som mig selv.

Med Træk-Jæger hilsen

Kent NO-Luck.