En Kravlejægers bekendelser. Del 2. Februar 2013

Af: Torben Raunstrup

Fremme ved trækfærgen får jeg syn for det jeg frygtede, det er tæt tåge. POKKERS.

En ting er mørket og tågen, det skræmmer mig egentlig ikke, det der skræmmer mig er at jeg er nødt til at krydse færgeruten for at komme sydpå.

Jeg husker så tydeligt for et par år siden, da jeg var her under lignende forhold, selv om jeg dengang havde sat min rute efter kompasset så jeg BURDE være fri af færgen, kom den alligevel så tæt på Bogøen, at jeg følte det mere end almindeligt ubehageligt.
Hækbølgerne havde fået prammen til at bruge alt hvad der var af fribord, også selv om prammen var i 45 gr. i forhold til bølgerne.

Jeg tog en ekstra kop kaffe og lod det lysne noget mere, mens jeg ventede på at færgen skulle komme til fastlandet, så jeg kunne padle bagom, når den var taget mod øen igen.

Som sagt så gjort.

Jeg padlede nu ud i tågen med kursen stik syd, et eller andet sted derude burde jeg ramme en lille ø (håbede jeg). Jeg nåede halvvejs ud mod øen, da tågen langsomt veg fra den lidt tiltagende SØ vind.

Jeg kunne nu høre Canadiere på min højre side derude i disen, så kursen blev straks lagt om mod den bedste lyd i mine ører.
Jeg kunne nu skimte de første gæs ca. 300 m ude, så jeg lagde mig ned på brystskammelen, greb kravleårene, dyb indånding, jeg var i gang og det i en ønskeposition højt oppe på gæssene, så jeg "bare" skulle drive i medvinden ned til dem.
Hvor svært kunne det være.

Jo tættere jeg kom, jo flere gæs groede der ud af disen og for at gøre det mere besværligt havde de følgeskab af en flok "sladre hanke" (sangsvaner).
Således havde jeg nu en stribe på ca. 300 canadiere og sangsvaner på min venstre side, ca. 75 m. frit vand, og så en "lille" flok canadiere på ca. 30, på min højre side.
Planen var at få hele venstre siden til at lette, da min erfaring fortalte mig, at de mange gæs, ville trække de få gæs efter sig i den retning de fløj i. Da jeg var lige ud fra sangsvanerne, tværstillede jeg Bogøen, og så kom der godt nok gang i svanerne, de havde for længst opdaget prammen og advaret alle der gad høre om det, men at se lige ind i siden på 4 m. Bogø, det startede samtlige "sirener" så det lød som fuld udrykning i et afsnit NYPD.
De trak omgående Canadierne med, også dem på min højre side, og de var som håbet på, nu på vej mod mig der lå med skærmen ret imod dem. Og de kom, og de kom, og de kom, 10m oppe, kurs lige på.
Da de er 25m fra mig er spændingen i den lille pram ulidelig, hjertet banker, så det er ved at bryde ud, NU NU NU,jeg springer op og dækker en gås med min o/u, død i knaldet, videre på den næste, samme resultat, Yes, sir, SÅDAN.
Halvautomaten i skærmen blev der ikke brug for i denne situation.

Dagen er lige begyndt og kursen sættes i den retning gæssene fløj mod da de forsvandt ud i disen.

Stille padler jeg op langs den lange ø og kikkerten bruges flittigt, dog uden at se de store gæs, jeg kan heller ikke høre dem, så de er nok IKKE lige i nærheden. Tid til "benzin" på motoren, så en bolle findes frem, pludselig bliver jeg overhalet indenom af en pibeand i fuld fart, instinktivt slippes bollen, geværet skuldres og anden bliver indhentet af et skud.
Dette var ikke tanke, det var ren og skær handling, da jeg normalt ikke forstyrrer min gåsejagt ved at skyde efter ænder.

Nå, det er så for sent nu, og anden samles op, ditto gør bollen fra prammens bund, det værste pustes af, at gnide møg væk med min neoprenhandske vil ikke være til megen hjælp.
Jeg må konstatere at, æggeskaller og strandskaller smager lige dårligt, men ålegræs er i min smag noget bedre end ruccola salat.
En sten i disen ser i kikkerten "anderledes" ud, og ved nærmere eftersyn viser det sig da også at der sidder en enlig grågås på den, ned på maven og tæt på.
Da jeg er inde på 20m af den stadig sovende gås, kommer spørgsmålet.
Skal jeg hæve "tomaten" i skærmen og lege "mink" og bare slukke lyset, eller skal det være den pæne løsning med at springe op på mine knæ med o/u og vente på gåsen letter.

Det blev af hensyn til minimal larm en lappeløsning, jeg råber "RUUUUFUS" ud igennem skærmen da kornet er lige på gåsen, gåsen rejser halsen, og falder død ned i vandet.

Det vækkede Canadierne ude i disen vest på, de snakker højlydt men er ikke på vingerne, kan jeg konstatere.

Kursen lægges om da jeg ved de ligger langt ude fra land og jeg skal bruge medvinden for at komme på skudhold, endvidere er vinden tiltaget yderligere, så at kravle i modvind er umuligt.

Jeg kommer rundt om gæssene (omkring 25 stk.) og begynder at kravle mod dem, de er langt ude, mere end 800m, men der er ingen dækning, og så "flad" er en Bogøkajak altså heller ikke.

Gæssene bliver nervøse for mig da jeg mangler 350-400m.
De begynder at svømme med bølgerne væk fra mig, det er skidt, RIGTIG skidt, jeg ved udmærket hvad der skal lægges i kravleårerne for at indhente dem.
Men det er jo derfor jeg er her, så "kampen" tages op.
Langsomt, MEGET langsomt får jeg ædt mig ind på deres forspring, de er nu under 100m fra mig, og svømmer stadig med røven imod mig.
Yes, det er stadig en chance, bare de bliver ved med at svømme den vej, så skal jeg nok indhente dem, trøster jeg mine våde underarme og kolde fingre.

80m, 60m, 40, 30. Herfra er det mig der har magten, DET hørte de åbenbart, de drejer rundt og går på vingerne, jeg springer op, finder den gås der er "bedst" og skyder første skud, gåsen gynger engang da den bliver "tyndt" ramt, op på den igen og længere frem, sådan, gåsen laver et baglæns loop og rammer vandet.

Det er blevet næsten middag så kursen sættes mod færgelejet igen, det ligger deroppe mod NØ i disen 5-6 km væk.
Jeg har en "træls" bølge retning at slås med og de er vel knap 1/2 m høje, men jeg er "høj", høj over de 4 gæs i prammen, det har været en god dag.

Ud af ingenting kommer 6 Canadiere og sætter sig på min rute "kun" 400-500 m væk. Jamen dog. Ren foræring, tænker jeg, da brystet finder sin plads på skammelen.
Men, men, disse gæs finder også den hvide Bogø mærkelig og svømmer væk fra mig, ØV også, så meget strøm er der heller ikke tilbage i mig.
Jeg kommer dog ind på skudhold af de 6 Canadiere, men at forsøge sig med det liggende skud igennem skærmen er ikke muligt pga. de høje bølger.
Gæssene går på vingerne, lige op imod mig, fint, første skud sender en stor gås død i vandet, det næste sidder lavt, så gåsen fortsætter med de andre 4. POKKERS.

Gåsen opgiver dog hurtigt at følge med "familien" og må sætte sig igen 100m ude, men lige på tværs af bølgerne i forhold til mig.
Bander højlydt, da jeg lægger mig ned og optager forfølgelsen af gåsen, tænker, den er ramt, men kan den stadig lette, eller ligger den og dør af sine skader inden jeg når derover, jeg håber på det sidste.
Bogøen får brug for hele sit fribord i bølgerne, og jeg sætter ALT ind på at få vendt gåsen, så jeg ikke skal blive ved med at jagte den i "sidesø"
Kravletagene er ikke længere fra knap skærmkant til midt på brystet, de bliver hentet HELT oppe ved skærmen, og bliver ført helt bagud i strakt arm.
Jeg ligner nok mest af alt hjuldamperen "Queen of Missisipi", vandet sprøjter ud til siderne, regningen er at jeg er våd op til skuldrene, og fingrene er stivfrosne da temperaturen er -4-5gr.
Dette er IKKE længere "kun" et opgør imellem menneskelig intelligens og en fugls kamp for overlevelse, dette er også en jægers kamp mod sig selv, den fornuftige stemme inden i trygler og beder om overgivelse, OPGIV, køb en kylling eller en flæskesteg, vildgæs bliver tit tørre, bliv vegetar, ja gør hvad fanden du vil, BARE OPGIV DEN GÅS.
Urmennesket svarer igen, OPGIVE, aldrig i livet, og fortsætter kampen som en Komodo varan på speed.

Gåsen bliver endelig vendt og svømmer med bølgerne, SEJR, til urmennesket, Gåsen ligger nu på 60 m, og jeg er på vej.
Pludselig trækker den et es ud af "vingen" den drejer op mod vinden og forsøger at lette, jeg er lynhurtigt oppe på knæene, og får hold på den store fugl, bevares, den er ALT for langt ude, men jeg har alt at vinde, men selv om jeg holder MEGET over den, sidder skuddet for lavt, "urealistisk" for højt skud anden gang får dens venstre vinge til at kollapse.

Den er desværre ikke død og mens jeg padler ned imod den, hiver den det sidste es ud, OG DYKKER, jeg har før mistet Canadiere der på mystisk vis er forsvundet i høje bølger, DYKKE???, jo da, denne store fugl kan lave et kontrolleret dyk som er en ubåd værdig.

Jeg får dog givet den et fangstskud, da den kun lige med hovedet bryder vandet første gang, YES SIR.

Jeg samler den brave gås op, vingerne slår stadig rundt om sig, så de 5,5 kg. Canadier må lige have en "svingetur" for at få brækket halsen.

Jeg sidder med dens store hoved i min hånd og ser livet ebbe ud på den, sikken en fugl, sikken en kravle tur, sikken en oplevelse.
Tak for kampen du brave.

En "næsvis" bølge ryger ind over agterdækket, og smider 5-8 l vand indenbords, jeg kommer straks tilbage til virkeligheden, der er mindst 6m vand under mig, og med de 30 kg gæs i prammen, er man nødt til at tænke sig om.

Jeg når endelig mit udgangspunkt, "benzin" måleren lyser rødt i hele mit kravleapperat, kroppen melder udsolgt, finish, færdig.
Bogøen læsses, det våde tøj smides, på nær de lange "underhylere" og den inderste sved "transporterende" undertrøje, som vist ikke har løst hele opgaven i dag.
Ringer hjem til konen.
Hej skat, har læsset, ses om 45 min.
Nej skat det har ikke blæst, nej det har heller ikke været koldt.
Ja, jeg har skudt 5 Canadiere, 1 Grågås og en Pibeand.
Ja, det er da okay, sådan en rolig dag på kontoret.
Jeg har for mange år siden opgivet at fortælle mennesker der ikke selv har prøvet strandjagt og har været i den "gråzone" hvor idioti møder erfaring om min jagtform, de forstår det ikke alligevel, desværre.

Jeg sidder nu i bilen på vej hjem, der (jeg) lugter af død Gnu, hører vejrmeldingen kl.1500.
Vinden lægger sig og bliver efterhånden ret svag fra NØ. En kold nat med temperaturer ned imellem -3 og -8 gr.
Imorgen svag til let vind fra ØNØ, lette snebyger og dags temperaturer imellem -2 og -5 gr.
Smilet breder sig fra mit venstre øre og stopper først ved det højre.
YES SIR.
Perfekt dag til "hjemmebanen" for en kravlejæger.

Kom jeg afsted???
Selvfølgelig gjorde jeg det, jeg kan ikke lade være, jeg er "syg", syg med kravlejagt, og jeg vil IKKE kureres.

Tilegnet alle i strandjægere der trodser vind og vintervejr i jeres små pramme, fordi i er erfarne nok til at gøre det.
Jeg er stolt af ikke at være "syg" alene.

Mvh og pas på jer selv ude i trafikken.

Torben Raunstrup