De første fugle

Af: Torben N. Jensen

Så var der hul i kalenderen ingen. Konen har stadig ejerfornemmelser over knægten som hun bærer rundt på, og med termin på torsdag, så var det denne weekend, hvis det skulle være.

Tiden siden sidste tur i prammen har gået med et par motorbådsjagter sammen med Jimmi og Carsten. Den ene med Jimmi var aftalt over længere tid, den med Carsten var en impromptu tur aftalt aftenen før afgang. Dette var mine første motorbådsjagter, og der blev da sat et par forudindtagelser på plads.

I min naivitet havde jeg en forventning om at det at finde fugle var forholdsvis let. Der er jo ikke noget sted at gemme sig på vandet! Men det der med at båden vugger, gør det ikke let at bruge kikkerten, og jeg brugte lang tid på at finde ud af at jeg ikke skulle kigger decideret efter fugle, men mere efter noget som ikke helt hører til. Bølger toppe bevæger sig..er der noget der ligger stille, så er det nok en fugl. Den fangede jeg lidt hen af eftermiddagen på turen med Jimmi. Men sortænderne…… dem har jeg opgivet at få øje på. Stik mig et hvidt hoved fra en edderfugl, så har jeg en chance. Herudover så var fuglene ikke så lette at komme til og de rejste sig hurtigt. Jimmi formåede dog at få sejlet til et par grupper og vi endte denne dag med 4 Edderfugle og en sortand, hvoraf jeg fik mig en enkelt. Ikke at Jimmi ikke gav mig chancer nok, men det der med ”hvis du skal skyde ved siden af, så gør det foran” er ikke rigtig gået ind. Dette viste jeg med helt tydelighed da Jimmi sejlede til en enlig Edderfugl. Den kom perfekt til venstre side af båden og lettede på langs af båden. ”den tager du” sagde Jimmi, og bøssen røg til skulderen og jeg tog første skud. Prompte kom det fra Jimmi… du er bagved!.... lidt længere frem og andet skud røg over! Derefter måtte Jimmi jo tage det tunge åg og nedlægge edderfuglen i et fint sideskud. Så var man sat på plads.

Men det var ikke sidste gang på turen. Vi sejlede til en gruppe på 8 edderfugle, som lettede fint skråt ud til venstre. jeg formår denne gang at ramme i første skud og sender en edderfugl i vandet, andet skud blev sendt…. ikke overraskende… bagved :/. Jimmi til gengæld, valgte at spare på ammunitionen og sende to edderfugle i baljen i et skud. Plads!

Selvom vi, jfr. Jimmi, ikke kom til meget vildt, så var det en super tur. Og for mig var ”meget” vildt ret relativt, eftersom jeg aldrig havde set en levende edderfugl. Så de flokke vi så, var jo mange for mig. Herudover bød turen også på et vand-møde med et par andre jægere fra strandoghavjagt. Selvom det var et kort møde, var det sjovt at få ansigt på et par mere herindefra J.

Turen bød også på en jagtlig oplevelse som satte et bredt smil på læberne. Under turen lettede vi nemlig nogle sortænder og Jimmi rakte prompte bagud og tog en pind med noget stof på og begyndte at vifte med den. Jeg havde hørt om metoden før, men jeg kunne stadig ikke lade være med at grine da sortænderne slår en stor bue rundt om båden inden de flyver væk. Darwin må være overrasket over at denne fugl stadig formår at bibeholde en bestand, for klog er den ikke!

Så den første motorbådsjagt endte med en edderfugl i tasken… not to shabby!

Turen med Carsten foregik i noget mere sø, og det var umuligt at både se og sejle til fuglene. Men til gengæld så kunne jeg efterfølgende godt forstå Jimmi’s udsagn om få fugle. Der var, i mine øjne, utrolig mange fugle at se. Men enten trak de langt udenom Mopa’en, eller også lå de hvor man ikke måtte sejle til dem. Men også fra Carsten var meldingen, at det var småt med fugle, og især chancer. Så jeg glæder mig til næste gang jeg skal på motorbådsjagt og ser hvad andre kalder ”mange fugle” J

Turen var startet sammen med ­­­­Laurits som senere ville hente Malte. Men motorproblemer satte en stopper for Laurits’ tur, og han måtte snart vende om og søge mod havn. Selvom turen med Carsten ikke bød på chancer, så var det igen en super tur. Der blev snakket jagt og jeg fik fodret min hjerne med guldkorn, tips og tricks. Og jeg fik kun skimmet overfladen af den erfaring som Carsten besidder. Herudover så synes jeg det er vildt spændende at sejle rundt derude. Det at søge efter fugle, spotte og forsøge at sejle til dem er ikke ligetil og jeg kan godt forstå sætningen i Kim Worms bog om at motorbådsjagt nok er den jagtform som tager længst tid at blive god til. At kunne fornemme hvornår man skal dreje lidt af fordi ænderne bliver urolige og hvornår man kan gå lidt skarpere på er jo en videnskab i sig selv… og hvordan Carsten kunne se om den hals var strakt eller ej fatter jeg stadig ikke. Tror måske jeg skulle smutte til en optiker inden længe… men så mister jeg godt nok en fin undskyldning for mine hidtidige jagtlige resultater.

Med kun 1 uge til min kones termin, blev det bestemt at jeg ville på jagt både lørdag og søndag morgen i weekenden d. 29/30 Oktober, 2011. Jeg havde fået finpudset ”pinde” systemet til to af mine hovedliner, og anskaffet mig noget scooterslange som elastikker til de 3 andre. Jeg havde bibeholdt 5 ederlokkere som enkelt lokkere for stadig at have 3 udlægningsmetoder at arbejde med. Tidligere havde mit pindesystem manglet spring-ringe til alle svirvler og det havde forårsaget unødigt filter. Men som sagt var tingene finpudset og jeg forventede intet bøvl med lokkerne denne morgen.

Lørdag morgen oprandt og de dystre udsigter som forudsagt aftenen før i vejrudsigten, gik i opfyldelse…. Det var tåget.. meget tåget. Men jeg havde prøvet lidt tåge før, og den lettede med solen, så jeg gik frisk i gang med at smide båden i vandet og komme af sted. Målet lå en 500 meter ude, i en ca. 45grader vinkel fra kysten og jeg udstak kursen med et fast blik på lyset fra et af sommerhusene i området. Men med tågen forsvandt lyset dog hurtigt. Faktisk tog det ikke mere end 50m fra kysten til at alt var gråt! Men jeg gav den bare gas for jeg ville godt opleve at være på plads i god tid for en gangs skyld. Jeg tjekker positionen på min Iphone og den er fin. Så fat i årene igen og af sted. Tjekker positionen igen og kan se at der er noget galt. Båden har taget en lille højredrejning og jeg er mere på vej ud, end langs stranden. Så i gang med korrugeringen. Jeg forsøger at have Iphonen i skødet og følge gps opdateringen. Men iphonen har tendens til at falde ned i bunden af prammen, hvilket jo bevirker at jeg skal slippe åre og samle den op, hvilket betyder at min kurs ændres pga. at båden højrestyrer. Det ender med at jeg rammer en position ca 15 grader den modsatte vej end der hvor jeg ønskede at lægge mig! På med vanten igen. 10 tag, tjek position, korriger, 10 tag tjek position! (kompasset i iphonen er lettere ubrugelig). Jeg ender med at bruge en god halv time på at nå positionen jeg ønsker….. eller i hvert fald tæt nok på at jeg ikke gad korrigere mere! Men det var en lesson learned og nu har det gamle spejder kompas fået ny opbevaringsplads i min survivalkasse til prammen.

Jeg har tidligere brugt 2 ankre til hver hovedline, én i hver ende, men har valgt i dag kun at benytte 1 for at se effekten. Rent udlægningsmæssigt gør det jo tingene en hel del lettere. Og pga. af den meget svage vind, så kunne jeg ligge på én position og bare smide ankre ud i forskellige positioner. Min opgraderede pindeløsning virkede upåklageligt og der var kun et par enkelte ænder som lige skulle have et tvist for at lige som de skulle. Det eneste problem med kun at bruge 1 anker var at to hovedliner blev filtret en anelse sammen, men jeg har lidt troen på at det mere var fordi at ænderne tog lang tid om at ”svømme” væk pga den manglende vind, og derfor lå der ænder fra tidligere hovedliner når jeg var i gang med den næste. Men jeg fik smidt min hovedline med ”blikfangs” edderlokkere ud, koblede mig af ankerlinen og roede mig ud til hvor de 5 enkeltline eddere skulle ligge. Efter udlægningen skulle jeg lige forbi den filtrede hovedline, og så ville jeg være klar til jagt. Og med tiden som viste ½ time til solopgang, så var Torben ved at være lettere stresset. Som jeg ligger ved mine hvinænder for at få dem filtret ud, kigger jeg op og ser de 5 enkeltline eddere ligge a helvede til fra denne vinkel. De lå næste alle omkring den bagerste eder på hovedlinen. ”Fu** det. Der må de ligge. De er jo kun blikfang”, tænkte jeg, og fik filtret det sidste ud. Med hvinænderne på plads, så slår jeg det sidste irriterede blik på edderfuglene, og kan nu konstatere at ingen af lokkerne ligger noget der bare ligne i nærheden af de andre lokkere. Faktisk er der 1 som er ganske svær at se i tågen! Arghhh!! Jeg havde overhovedet ikke ænset at teste dybden før jeg lagde lokkere ud, for med ankerliner til hovelinerne på 8m burde jeg ikke ramme problemer med dybder, der hvor jeg ligger. Men enkeltlinerne er kun 4.5! På med vanten og så af sted for at indfange lokkere. Havde seriøst tanken om at rive baikalen frem og sænke et par stykker af dem, blot for at give dem en lærestreg!

5 min i solopgang ligger jeg irriteret og svedende på pladsen og kigger op i den grå intethed. Jeg kan høre ænder bag mig, og jeg havde hørt ænder et sted ude i tågerne, men intet kan ses. Solen burde være oppe, men det kan ikke ses. Som jeg ligger der og falder lidt ned, popper en lomvie op mellem lokkeren. Lidt senere støder 2 andre til. En lappedykker tager også turen forbi lokkerne og svømmer lidt rundt mellem de bagerste lokkere. Lidt senere hører jeg noget der ligner lyden af damp undere pres som frigives. Den lyder gentagne gange, og lidt senere kan jeg se 2 marsvin svømme roligt forbi ikke mere end 15 meter ude. Et fantastisk syn, og helt igennem syret at det eneste du hører er når de blæser luft ud. Ellers er de helt lydløse som de bryder vandoverflade.

Som jeg ligger der i ærtesuppen, kan jeg høre en lille fugl tjitte og kan se den kredse omkring lokkerne og båden. Det bliver den ved med et stykke tid og det ser ud som om den totalt har mistet orienteringen i tågen. På én af turene forbi prammen lægger den an til landing på mundingen af geværet, men er der kun i et ½ sekund før den flyver videre… måske den havde en 6. sans J men der går ikke lang tid før den faktisk lander på båden, nærmere bestemt på den ene åre. Jeg kan høre den hoppe rundt lige ved siden af hovedet i et par minutter inden jeg ikke kan dy mig og langsomt bevæger hovedet for at få et glimt af den. Og wupti er den væk. Allerede nu er humøret lettet en del. Jeg har affundet mig med at det nok bliver småt med ænder, form med en sigtbarhed på max 40m, så skal de altså helt ind over lokkerne for at se dem. Men det har bestemt ikke været kedeligt med hvad jeg har set. Jeg hører igen nogle ænder et sted i tågerne, og pludseligt tager 2 turen ud over lokkerne. Men da jeg har ryggen mod land, så er det for sent at gøre noget da jeg opdager dem, og de ænser overhovedet ikke lokkerne, eller slå i hvert fald ikke på dem. Men de drejer mod højre… drejer de mon rundt for at komme tilbage?!? Jeg følger dem yderligere 20 m inde de forsvinder i tågen. Spændt ser jeg ud mod højre i håb om at se dem komme min vej igen, og skisme om de har taget turen rundt! De kommer i lav flugt til lokkerne…. første fugle som har slået på mine lokkere! De kommer med 3meters afstand mellem sig og standser deres vingeslag og lægger and til landing.

Og her går så flere fatale tanker gennem mit hoved; ”De er på indersiden af lokkerne, dem kan du ikke missse! ” Det er sgu fantastisk… de 2 første ænder der slå på dine lokkere og så en sikker doublé!”

Første skud går, gæt selv….. Nemlig… det går bagved! Andet skud går….. næsten bagved.

Resultatet bliver en vingeskudt and!! Anden lander 15 meter til venstre, kigger fortørnet på mig og tager flugten med små andefødder som pisker under vandet! Jeg griber 2 patroner og smider dem i geværet, løsner ankertovet og optager forfølgelsen. Men hvor langt skal man ind på sådan en djævel inden man tager skuddet? Omkring 20 meter måtte gøre det, for i ærte suppen kunne jeg ikke se hvilken retning de svømmede i. Men jeg ved at der er godt 350 m. til land så hvis jeg smider 2 skud nu, så er der minimal risiko for at jeg affanger tilfældige personer på stranden! Men skud på vandet er ikke så let som antaget… i hvert fald dør anden heller ikke ved affangningen. Måske fordi de patroner jeg får fat i, i posen, er 2’ere og ikke 5’ere (begge er blå), eller måske fordi jeg sigter for lavt så det meste af haglsværmen pisker vandet bagved anden…. tja, selv på vandet ser det ud til at jeg skyder bagved.

Turen ender helt tilbage ved stranden, hvor jeg formår at få overhalet anden inden den går på land. Det går ikke være eller bedre end der står 10 unger på land sammen med en voksen. En knægt råber. ”se der er en and!!” ”Hvad laver ham der i båden?”. Den voksne siger noget som indeholder ordet jæger, og kort efter råber drengen igen ”Hej død and!” Og jeg tænker bare, at det er godt jeg har min elefanthue på, for det er skræmmende for børn! Kan lige forstille mig historierne i børnehaven! Men jeg får vent anden og forsvinder i tågerne inden jeg affanger anden med de rigtige blå patroner. Hele seancen, fra anskydning til affangning tager 24 min, hvor største delen er sejlads. Hårdt arbejde for den første gråand, og det tog da lidt af idyllen af det hele…. men den første gråand er den første gråand og lidt glad er man alligevel. Mest fordi at jeg nu rent faktisk har haft ænder der slog på lokkerne.

Eftersom tågen nægtede at lette, valgte jeg at restituere med en kop chokolade inden jeg tog og roede hjemad.

Som jeg snakkede med én af sommerhusejerne på land om, så skal jeg nok ikke gå så meget op i hvor mange timer og hvor meget arbejde, det har krævet at få nedlagt anden. Vi blev enige om at jeg med dette tempo, ville have mulighed for at levere maden til julefrokosten….i 2014.

Historien omkring turen d. 30 Oktober kender I jo fra tråden ”en ganske almindelig Søndag”

Mvh

Torben.