Juleferie 2011

Af: Maps Brinkmann Pedersen

Den bedste måde at indlede juleferien på er at tilbringe en morgen i prammen efter hvinænder. De sidste par år er traditionen blevet spoleret af isen, men i år tillod vejrguderne det.

Vinden var lidt frisk, da jeg stævnede ud med skallen belæsset med lokkere og H-bar. Jeg havde udset mig en plads, hvor der plejer at kunne skydes et par hvinænder, og jeg havde dagen før set et par flokke ænder ligge der uden helt at kunne identificere, hvad det var.

Sejlturen bød på lidt stævnsprøjt, så det var rart at nå den side af vigen, hvor der var lidt læ og bølgerne mindre. Efter at motoren var afmonteret og lagft lovmæssigt på land fandt jeg hurtigt kanten mellem det lave og det dybe, hvor jeg gerne vil ligge. Udlægningen af lokkere gik perfekt - og også H-baren fik jeg ud fra prammen. Øvelse gør mester.

Jeg var klar i god tid og kaldte lidt i mit gråandekald på må og få. Inde på engene rappede det lidt, men der skete ikke rigtigt noget, før jeg mente at kunne høre noget sætte sdig. Livlig spejden gav ikke noget resultat, men to-tre minutter senere lettede to gråænder foran prammen. Dem nåede jeg end ikke at løfte bøssen efter.

Da lyset kom, dukkede de første par små flokke hvinænder op, men de havde anden destination og var ikke synderligt interesseret i mine lokkere. Det blev solopgang, og kort efter skrålede en krage, mens den kom fristende lavt over vandet, og ned i baljen måtte den. Skuddet fik en mase ænder bag mig på vingerne, og der var pludseligt masser at kigge på, men mere blev det ikke til.

De første tanker på andre gøremål såsom juleforberedelser var begyndt at melde sig, da der satte sig en flok ænder 2-300 meter nordvest for mig. Og minsandten om der ikke trak to ænder videre ned mod mig. Windducken gjorde sit til at trække den perfekt ind over mig, men to fæle forbiere rungede ud over fjorden og de to udfarvede pibeandrikker piskede videre. Skuddene fik resten af flokken til at lette med kurs mod mig. Hurtigt i med to nye patroner og godt frem på den bagerste and i flokken, som trak hen over mig i 25 meters højde. Anden gik hårdt ramt i bølgerne og af sted gik det for at affange den.

Et kvarter senere kom en enlig hvinand i fin kurs mod lokkerne og steg højt mod højre, da den opdagede bedraget. Jeg trak godt igennem og anden pakkede sammen i 25 meters højde. Det begyndte at ligne noget, tænkte jeg, og den slags skal man passe på med!

Et opkald på mobilen og lidt geografisk afklaring fik placeret en strandjæger i sin lune bil 1,5 km fra mig. Vi småsludrede om morgenens forløb, og selvfølgelig kom den antydede straf. En udfarvet hvinand trak ind til mig, jeg lagde røret, og var først skudklar, da den havde smidt sig. Et par dunk i prammen fik den på vingerne, og der blev den. Jeg tog røret og måtte fortælle om forbiere, og mens det skete kom endnu en hvinand. Denne gang skulle telefonen lægges, to patroner puttes i, mens hvinanden var på indfløj. Og med samme resultat. Dunk i pram, hvinand på vingerne mod den lidt dårlige højre side og to forbiere igen. Skyderiet havde fået endnu flere ænder på vingerne, og jeg tog den beslutning, at der nu skulle jages og ikke snakkes.
Jeg nåede ikke at få frisk patroner ud af den nye portion i posen, før den tredje hvinand i lokkerne på to minutter var forduftet.
Så meget for moderne teknologi som hjælpemiddel.

30 minutter senere havde jeg set to hvinænder mere som ikke rigtigt gad noget, og dermed blev det.
Da jeg gled roligt med vinden i ryggen og motoren i tomgang mod traileren, var jeg fuld af en fin morgens oplevelser.

MB