Alt godr fra havet
Af: Claus Lind Christensen, denne beretning har været bragt i bladet Jæger i januar 2006
Den 21. december, årets korteste dag, lovede meteorologerne frisk vind fra sydvest, og hvad kunne være bedre end at fejre udsigten til lysere tider med en frisk tur på bæltet i prammen efter ederfugle.
Stedet jeg ynder at komme, når det gælder ederfugle på træk, ligger et godt stykke fra fastlandet. Der er både småøer, et par rev og et område med helt lavt vand, så selv om vinden var lige på kanten af en Gudenåprams formåen, så finder man altid et sted hvor bølgerne ikke er større end det sagtens kan lade sig gøre, og hvor der samtidig også er rigtig gode chancer for at få ederfugle for.
3 timer før solopgang var jeg klar på rampen med Mopa og pram. Mopaen skulle denne dag ikke være jagtbåden, men derimod trækdyr. Som tidligere nævnt var der et stykke vej at sejle, og skulle det gøres pr. håndkraft så ville det ikke blot være uforsvarligt, men jeg skulle nok også være stævnet ud fra havnen 6-7 timer før jeg måtte skyde, så det er ikke så ringe med et godt ”trækdyr” i sådan et tilfælde.”
Trækdyret” og prammen blev søsat og GPSen tændt. Nok er der kompas i båden, men til en halvlange sejltur i mørket hvor jeg skal være sikker på at komme rigtigt uden om et lavvandet område med store sten, så er det ikke at foragte at have en god GPS i hånden som sikre en nem sejlads.
Af sted i mørket gik det med prammen på slæb, og efter små 3 kvarters sejlads var jeg fremme ved en af øerne i området. Min plan var at ankre Mopaen op ved denne ø og fortsætte det sidste stykke på årene til det sted hvor jeg forventede at ederfuglene ville trække forbi. Lokkerne blev læsset over i prammen sammen med gevær, madpakke, kamera, patroner…. Ja, når man komme ned i sådan en fyldt pram, kan man godt føle sig lidt klemt. Især ederfuglelokkere fylder godt selv om jeg kun havde 20 stk. af slagsen med plus en stribe gråænder og lidt hvinænder, da disse også kunne finde på at indfinde sig i området.
Ænder var der alligevel i luften 1½ time før solen stod op – flokke af pibeænder, der forlod det flade vand som var en lille kilometer bag mig. Det er altid spændende at høre deres fløjt i mørket, når de kommer tæt på. Faktisk kom de så tæt på, at jeg kunne se dem trække væk i mørket, men dog uden for skudhold. Her kunne jeg i mørket med et smil på læben tænke på et citat jeg havde set på Internettet - ”Skyd dem hvor de spiser, ikke hvor de fiser”. Citatet passede godt til situationen for jeg lå ikke det bedste sted for at få pibeænderne for, da en vanddybde på 2 meter ikke helt passer pibeænder.
Lyset tog til og de første fugle kom mod lokkerne. Idet de første fugle slog ind over lokkerne var jeg klar over, at jeg måtte holde skuddet tilbage, da det var toppede skalleslugere, der havde kastet deres kærlighed på mine lokkere, og da jeg befandt mig i den sydlige del af Danmark hvor disse er fredet måtte jeg lade dem gå, selvom jeg ellers gerne nedlægger dem til en god gryderet. I øvrigt skal man, passe lidt på med sådan en skallesluger i halvmørket over lokkerne. Ser man ikke nøje efter, kan de forveksles med en gråand. Ja, det kan nu også være omvendt, men det kommer vi tilbage til.
Lyset tog yderligere til, og de første ederfugle begyndte også at vise sig på himlen. Efter kort tid hang den første, en ung han, over mine lokkere hvor den også forendte for en af mine kraftige 2’er. Ankeret blev sluppet og af sted det gik for at få hentet dagens første and, inden den blev ført væk med vinden og inden den næste and kom til lokkerne, ja man ved jo aldrig hvornår den næste chance opstår…..Da jeg havde bjerget anden, var jeg knapt nok kommet tilbage til ankertovet før den næste and var der. En fin gammel kok som havde nået at sætte sig mellem lokkerne, men da jeg nu sad og fægtede med arme og samtidig gav lyd, så valgte den flugten som resulterede i dagens anden and.Afsted efter anden og denne gang nåede jeg tilbage til ankertovet, men den store pause skulle jeg ikke få. Kort tid efter gled en lille flok ederfugle ind til et fint spidsskud, og mit første skud leverede endnu en god kok.
Pludselig var det lige som om at jungletrommerne havde lydt om den lille pram med de kunstige ænder, for nu trak ederfuglene pænt uden om i en afstand af 40–50 meter, men skalleslugerne derimod, ja de fortsatte ufortrødent med at slå på lokkerne, og jeg besluttede derfor for at prøve at få et godt billede af en af disse på stive vinger ind over lokkerne. Skulle der komme en ederfugle ville jeg hurtigt kunne få kameraet lagt i værktøjskassen, som var placeret mellem mine ben. Længe måtte jeg ikke vente før en lille flok på tre skalleslugere kom med ret kurs mod lokkerne. Jeg gjorde mig klar til at tage en mindre billedserie idet fuglene gled ind over lokkerne, men ret som jeg skal til at finde den første i søgeren går det op for mig, at det ikke er tre skalleslugere, men derimod to skalleslugere og en gråand. Jeg forsøgte febrilsk at få kameraet pakket væk og få hevet geværet frem, med det resultat at gråanden kom ind på 20 meter hvorefter den steg lodret op og skalleslugerne gled ud til siden, hvorved jeg hverken fik taget billede eller skudt til gråanden.
Efter denne lidt febrilske situation valgte jeg at pakke kameraet væk for en stund, i håbet om at ederfuglene igen ville begynde at se nærmere på lokkerne. Mit ønske gik i opfyldelse og støt og roligt fik jeg et pænt bundt fugle i prammen, og tankerne gik mod røget ederfuglebryst på et stykke godt brød eller en gang ”Pyt-i-pande” lavet af røgede stykker brystkød. Lyden af gæs rev mig ud af drømmen om god mad. Helt nede ved vandet, 150 meter ret forude, kom 7 grågæs lige mod mig, og det kan få enhver pramjæger til at indtage en meget stram liggende retstilling, der ville kunne imponere chefen for livgarden.
Gæssene kom nærmere. De gakkede for fuld musik og stadig med en kurs der var lige mod mig, men ca. 60 meter ude anede de uråd og steg ret op i himlen for at slå uden om prammen og derefter genoptage den kurs de ellers havde. Opdaget – øv, det havde nu ikke være så dårligt at krydre et træk på ederfugle med en grågås.
Da ærgrelsen over gæssene havde lagt sig, blev der endnu en grund til ærgrelse. To gråænder kom perfekt ind på stive vinger i et relativt let skud, og da de er inde på 20 meter bliver jeg nok lidt for ivrig, i hvert fald kom der for meget fart på overkroppen da jeg rejser mig, hvilket resultere i at prammen bliver sat lidt for meget i bevægelse og jeg tipper lidt for meget frem i skudøjeblikket, og skuddet endte i vandet 1½ meter foran den forreste and. Andet skud blev ikke bedre, så der røg endnu en god chance til gråænderne.
Herefter døde trækket lidt ud, men det blev dog til endnu et par ederfugle og jeg var nu ved at have et antal hvor jeg begyndte at overveje at pakke sammen for at begive mig hjem til familien. Midt i mine overvejelser spottede jeg to ænder, som kommer ret mod mine lokkere. Det var små ænder, og det var hverken skalleslugere eller hvinænder, men derimod to pibeænder som også havde spottet mine lokkere. Som kronen på værket blev paraden af ederfugle krydret med en fin pibeand.
Dette blev dagens 12. og sidste and. Selv om dagen bød på flere chancer blev det hurtigt klart, at den 13. and var der uheld ved, og da klokken var lige omkring frokost besluttede jeg mig for at pakke sammen og ro ind til Mopaen, for at få en bid mad inden kursen blev sat hjemad. Mens jeg spiste kunne jeg nyde synet af trækkende ederfugle og nogle af de enkelte havlitter, der vimsede rundt i området.
Efter de sidste indtryk fra området var suget ind på nethinden begav jeg mig hjemad med prammen på slæb, hvor solen nu brød igennem og gav en helt fantastisk sejltur blandt ederfugle og marsvin som jagede uden for havnen, hvor jeg havde sat bådene i vandet.
Vel inde i havn blev grejet pakket, en øvelse der jo altid hører med til en tur på vandet, ikke noget der tager lang tid da det er prøvet før - og oven på sådan en dag betyder det heller ikke noget at der skal arbejdes lidt.
