Havjagt og mudderbad
Af: Claus Lind Christensen, denne beretning har været bragt i bladet Jæger i februar 2006
For første gang i mange år var det igen tilladt at jage andet end ederfugle i februar, så den 7. februar 2005 skulle ifølge min kalender blive dagen, der afsluttede min jagtsæson. Planen var, denne dag at den skulle udnyttes til en speciel og målrettet jagt på havlitter i det sydlige Danmark, hvor de sidst på sæsonen optræde i ganske store mængder. Planen blev lagt, og vejret blev fulgt på www.dmi.dk, hvor vejrudsigten indikerede, at det ville være muligt at komme af sted. Vinden ville ligge omkring 6 ms, hvilket er min grænse for at tage af sted, da jeg ellers syntes det er for svært at komme til fuglene, plus at en evt. anskudt fugl er alt for svær at få ram på.
Kl. 24 aftenen før, ville jeg lige tjekke de sidste farvandsmeldinger, inden jeg krøb til køjs. Her måtte jeg til min store ærgrelse konstatere, at meteorologerne havde skruet op for både vinden og bølgehøjden i netop det område, hvor jeg havde forventet et møde med havlitterne.Nu var gode råd dyrere for landkrabben Hans, som skulle komme fra Sønderjylland, var formenlig kravlet i seng. Jeg valgt at sende ham en SMS, med besked om at ringe øjeblikkelig han så beskeden, da det var nødvendigt med en ny plan.Hans var gået i seng, men han hørte mobilen, så 2 minutter efter ringede han, og han blev sat ind i situationen, og en ny plan blev lagt. Planen var nu, at vi trak længere nord på i landet, hvor vinden ikke ville være så kraftig, om end der forventeligt ikke ville være havlitter, men så ville vi ud over ederfuglene nok få kontakt til sortænder, som der kan være en del af i området.
Kl. 7 mødtes vi ved motorvejsafkørslen. Efter et hurtigt godmorgen begav os de sidste 15 km. mod vandet, hvor Mopaen skulle sættes i ved et mindre bådlaug. Fremme ved rampen blev der tid til et ordentlig godmorgen og en snak om dagens muligheder, hvor jeg også fik ridsede planen for dagen og de nødvendige detaljer op for landkrabben. Ja, Hans har godt nok været med på vandet før og har bestemt også været med på et par barske ture i prammene, men det gør ham ikke helt til fuldbefaren strand- og havjæger, men håndelaget har han bestemt, så hvis jeg bliver ved med at tage ham med, så ender det med at han med tiden kan smykke sig med en ny titel.
Vandstanden i fjorden var denne morgen lidt lav. Det betød, at bådtraileren skulle lidt længere ud end normalt, hvor den lidt mod min vilje sank dybt ned i mudderet, og baglygterne blev dyppet ganske grundigt - ikke godt.Når jeg siger mudder, så var det rigtig tykt mudder. Bådlauget ligger inde i en kanal mellem en større sø og fjorden, hvor kanalen i stor stil bliver forsynet med mudder fra søen, og ved lavvande kommer det altså frem i temmelig store mængder.Hans kunne på trods af mudderet lige hoppe i båden, jeg selv måtte i vaderserne for at skubbe båden ud i selve kanalen. Føj for en stank. Nå skidt, jeg kunne da skylle vadersene, når vi skulle passere revlen uden for udløbet af kanalen. Her var det også helt nødvendigt at komme i vandet, da vandstanden også her var for lav til, at vi bare kunne sejle over revlen for motorkraft.
Da vi endelig kunne sætte kursen mod de forventede ederfugle, var det med en bemærkning til Hans fra den erfarne om, at det nok blev lettere når vi kom tilbage, for så var det nok blevet højvande igen.
Planen var at sejle et godt stykke ud, og først begynde jagten når der for alvor begyndte at vise sig fugle på vandet. Geværerne blev derfor under dæk, mens motoren fik lov til at løbe sig godt varm. Efter et par kilometer begyndte der for alvor at dukke fugle op, og motoren var varmet godt igennem, så farten blev sat ned, geværerne og de store hagl blev fundet frem. Ederfuglene skulle dog vise sig at være meget lette på tå, og det var meget svært at komme på skudhold, ja faktisk lykkes det ikke den første time, selvom vi gjorde adskillige forsøg.
Men det skulle lykkes, dog ikke til en ederfugl. Under indsejlingen til en enlig ederkok fik jeg øje på en enlig fløjelsand, som lå ved siden af ederfuglen, og da ederfuglen lettede for tidligt, skulle der ikke rettes meget på kursen for at forsøge fløjlsanden i stedet for. Så kursen blev ændret, og Hans fik besked om at nu gjaldt det en fløjlsand frem for en ederfugl, og at han som gæst naturligvis skulle skyde først, og specielt da Hans ikke før har nedlagt en fløjlsand. Inde på 50 meter gav jeg besked om, at han skulle holde sig klar. Jeg undrede mig dog lidt over, at han snakkede om, at de lettede lidt for langt ude. Hans havde nemlig ikke set den fløjlsand jeg sejlede til, men derimod en flok sortænder lidt længere ude, som gik for tidligt. Fløjlsanden blev derimod liggende, til vi var inde på 35 meter af den inden den lettede i bedste stil op langs langsiden. Hans kom desværre bagefter den, men mine to'er sendte den i bølgen blå, og dagens første fugl var en realitet.
Nu blev kursen igen sat ud mod mere åben vand, hvor vi uden held forsøgte os på ederfuglene og sortænderne. Ederfuglene ville ikke holde, og sortænderne kunne vi ikke se på vandet, pga. solskinnet, før vi var inde på 100 meter af dem, og på den afstand var der ikke plads til at ændre ret meget på kursen, før end de anede uråd.Efter at have sejle i en lille halv time kom vi til et område, hvor der lå mange sortænder og en del fløjlsænder, og da vi stødte en flok sortænder, lettede der pludselig mange fugle omkring os. Pludselig råber Hans: ”Ænder fra højre”. Jeg ser to fløjlsænder komme lige mod mig, og da Hans ikke kan skyde for mig, trækker jeg op på andrikken, som forender i mit første skud.
Her kunne jeg godt have forsøgt mig på en doublét, men i min motorbåd er der en stående parole - ingen doublétter da det kun giver anskydninger og ødelagt jagt.
Kursen gik igen ud, hvor der igen begyndte at være godt med ederfugle, og det lykkes os også at få et par stykker på hækken, inden vi besluttede os for at få lidt stilhed til ørerne og lidt frokost. Motoren blev slukket, geværerne pakket under dæk og madpakkerne fundet frem. Netop som vi havde sat os til rette, kom en fin udfarvet havlit andrik trækkende bag om båden – sådan er der jo så meget, når man lige skal.
Under jagten havde vi ikke mærket sulten, men nu da madpakken blev åbnet, kunne vi godt mærke, at det var nogle timer siden, at morgenmaden blev indtaget.
Frokosten blev indtaget med stor tilfredshed i høj sol 5-6 kilometer fra land, hvor vi lå og drev stille og roligt for vinden, som nu havde lagt sig.
Efter en halv times fred blev motoren igen startet, og vi fortsatte vores søgen efter havets vildt. Ederfuglene var stadig svære, men det lykkes os at få nedlagt et par stykker, før vi igen satte kursen hjemad, som nu lå godt 10 km. væk. På vejen hjem kom vi forbi en del ederfugle, men de ville stadig ikke rigtig som vi ville, idet de som tidligere lettede alt for langt ude. Ligeledes stødte vi også på sortænder, som trak rundt i området i ganske stort antal, så det sorte piratflag (uden dødningehoved) blev fundet frem, og der blev vinket flittigt ad fuglene. De reagerede også på flaget, men de holdt sig lige uden for skudhold. Hans fik dog en enkelt and ind langs sin side, men den kom lidt hurtigere beregnet, så det blev til et stort hul i luften. Jeg selv fik også en større flok på hold, men også her gik det hurtigt. Ja, jeg fik ikke engang tænkt på at få geværet til kinden.
Da sortænderne havde sværmet omkring os mange gange uden resultat, blev kursen endelig sat mod bådelauget og muddergrøften, men da det jo havde været lavvande da vi tog af sted, så forventede jeg ingen problemer.
Problemer var der! Vandet var faldet yderligere 30 cm. Ja, faktisk måtte jeg af Mopaen for at slæbe den ind over revet for at komme ind i kanalen, hvor vi kunne fortsætte til slæbestedet for motorkraft. Her måtte jeg så konstatere, at mudderet var blevet endnu mere synligt. I spøg sagde jeg til Hans, at jeg nok måtte bære ham i land, da mudderet formentlig ville gå mig til knæene.
Det gik mig til knæene!!! Da jeg satte det første ben ud af båden var der noget længere til bunden end jeg havde regnet med. Resultatet var uundgåelig – overbalancen indtraf. Her lå jeg, lige så lang jeg var i 50 cm. dyb og meget ildelugtende mudder!
Hvad nu? Hans kunne jeg ikke bære i land i det dybe mudder, så jeg måtte op i båden igen for at sejle ham hen til en af de andre både, der lå for svaj, hvorfra han kunne kravle i land. Resultatet af denne manøvre var, at båden blev smurt ind i sej mudder, lige som jeg selv var.Båden blev igen sejlet tilbage til slæbestedet, hvor vi med spillet på traileren fik den trukket ind over mudderet og op på traileren. Føj for et syn og vaske kunne man heller ikke, da vandet i kanalen var lige så mudderet som selve båden.
Da båden lå på traileren, og grejet var pakket, begyndte jeg langsomt at kunne se det sjove i episoden, som Hans efterhånden havde moret sig over længe. Fuglene blev pænt lagt til rette på den mudderede båd som afslutning på en god dag og en god sæson, hvor landkrabben blev lidt mere havjæger og havjægeren en jordforbindelse rigere.
