Med kollegaen på vandet - 17. november 2007
Af: Claus Lind Christensen
Der bredtes sig et nysgerrigt smil over min kollega Sørens ansigt da jeg en dag midt på ugen spurgte ham om hvad han skulle lave den kommende weekend. Han havde gættet at jeg nok ville spørge om han ville med en tur på vandet.
Søren er ikke strandjæger, men efter han havde været med på vandet en gang tidligere var han ikke sen til at takke, "ja tak". Denne gang skulle vi forsøge hvinænderne, som Søren ikke havde nedlagt før.
Stedet hvor vi skulle prøve ænderne lå et godt stykke fra hvor vi kunne sætte prammene i vandet, så vi sled godt med årene denne morgen. Helt præcis skulle vi ro 1300 meter for at komme til vores destination. Her havde vi en formodning om at der ville kunne komme godt med hvinænder denne morgen og måske et par skalleslugere.
Vel fremme blev lokkerne lagt ud, hvor Søren kæmpede lidt med sine. Når man ikke har prøvet at lægge lokker ud, siddende på sin bag, er det ikke ubetinget en let øvelse første gang. Mine instruktør evner bliver også afsløret hver gang jeg har en ny med på vandet, for når en ny jæger er med på vandet får man for alvor at se hvor meget der ligger på rygraden og hvor meget man tager for givet omkring den måde man driver jagt.
Vi var klar i god tid, og vi kom til at vente noget inden vi så de første fugle. Først ca. ½ time før solopgang kom de første ænder, en flok gråænder som trak forbi søren, men for langt ude. De første hvinænder kom kort efter men de kom ude til venstre for mig, et godt stykke ude over fjorden og skulle det være trækruten for den morgen, så ville det ikke blive den morgen vi kom til at opleve det store træk.
Ænder kom der dog, og det var Søren der fik de første to chancer, men uheldig for ham kom de ind til hans højre side, og et er at skyde til and ude mellem lokkerne når man er uøvet, men når den hænger til højre er det næsten en umulig opgave, hvilket også resulterede i forbiere.
Nu ændrede vinden sig lidt og jeg havde lagt to striber lokkere for tæt sammen, som resulterede i at lokkerne slog sammen. Erfaringen sagde mig at jeg burde ro ud og få redet lokkerne fra at filtre mere sammen, så på trods af at der vat lidt.
ænder i luften, fattede jeg årene og roede af sted.
Netop som lokkerne var blevet skilt ad, ser det der ikke skulle ske. En flok hvinænder kom ret mod os, helt nede ved vandet, og der lå jeg foran Søren der gerne skulle have sin første hvinand denne dag.
Jeg nåede ikke af vejen, så der var kun et at gøre og det at sænke profilen og vente ude blandt lokkerne. Ænderne kom fint og da de steg ramte jeg en. Ikke for godt så den fik andet skud, som også traf, men den fortsatte, for at falde ned 3-400 meter ude.
Igen var der kun et at gøre og det at fatte årene. Anden var stendød, og mens jeg var derude var der ikke ænder der slog på lokkerne, som man ellers kunne have forventet.
Ænder var der en del af, men nu kom de bag fra og det var ikke dagen hvor de ville vende om, så vi kunne blot ligge og betragte and efter and og flok efter flok, trække forbi os.
Der kom der kom da også ænder mod vinden, men de ville ikke rigtig noget, indtil en enlig hvinand der kom ret mod os. På helt klassisk vis kom den ind over lokkerne, hvor Søren fældede sin første Hvinand.
Efterfølgende blev det ikke til mange ænder i nærheden, men vi fik en and mere hver og det var også lige før edderfuglene kom for, på trods af at vi lå langt inde i fjorden, men på trods af at vi havde en enkelt stribe edderfugle lokkere med, så slog de ikke, men passerede Søren ude på en afstand af 50 meter for blot at trække ind bag ved os og vende, for efterfølgende at trække ud på den åbne del af fjorden igen.
Da trækket lagde sig, pakkede vi sammen, for at fatte årene og ro tilbage mod bilen, hvor der rent faktisk lå en del ænder, specielt gråænderne lå og hyggede derinde på det lave vand.