Og det blev en af de dage

Af: John Silver

Det var en mandag, men jeg ved ikke om det var derfor! Jeg får det ofte sådan, at jeg virkelig trænger til at komme på jagt. Især kommer denne følelse, når jeg har arbejdet eller været optaget på anden måde i et stykke tid. Det bliver absolut ikke bedre, hvis det har været godt jagtvejr.
Jeg trængte til at komme på jagt, og aftenen før havde jeg sejlet jollen ind i den trygge havn. Her lå den bedre, og det var nemmere at komme af sted. Desværre var der så de forbandede tyveknægte, der ikke kunne kende forskel på dit og mit. Nå, men aftenen før blev der pakket til en kravletur. I jagtjournalen fra sidste år kunne jeg se, at der var skudt gæs helt hen mod jul, så alle gåselokkerne skulle med. Vejrudsigten var ikke alt for god. Der blev lovet en del nordlig vind med temperaturer lige over frysepunktet. Nordlig vind kan vi normalt ikke rigtig bruge her hos os, men jeg trængte sådan til at komme på jagt.
Jeg kom ned til havnen, hvor jeg konstaterede, at der var en hel del vand inde. Nå, men det falder sgu nok ud i løbet af morgenen.
Jollen blev startet, og jeg sejlede om efter kravleprammen. I mørket kunne jeg skimte halvstore søer ude i draget. Derfor monterede jeg det lille dæk efter kravleprammen, så den ikke skulle skøjte rundt bag jollen, når jeg sejlede.Selvom der nok blæste 6 m/s fra nordvest, kunne jeg fornemme at vinden tog til.

Jeg kom over på ankerpladsen. Der var stadig en masse vand inde, og det var et herrens til bøvl at få 15 store gåselokkere over i kravleprammen. Jeg sejlede ind hvor jeg kunne bunde, og trak prammen resten af vejen til jagtområdet. Jeg fandt ”mit” sted og trak prammen ind i sivene. Af med redningsvesten og bøssen, kaffen, patroner, kikkert og mobilos blev gjort klar. Så skulle lokkerne lægges ud.
Ofte bruger jeg den praksis, at jeg ligger på træk for lokkere de første par timer mens det er dunkelt, og så trækker jeg lokkerne længere ud og driver kravlejagt, når solen er stået op.
Fandens til vejr. Vinden øgede til omkring 10 m/s og den skiftede retning til nord. Det småregnede og vinden blæste lige ind i mit fladvandede jagtområde. På et mærke i vandkanten kunne jeg se, at vandet ikke faldt, men steg yderligere. De 20 svømmelokkere var på plads og nu manglede gåselokkeriet. Gåselokkerne var monteret med clips på rustfrie øjer. 3 gæs på hver snor. Jeg var ude i 120 cm vand, hvor der plejede at være 50 cm. Jeg havde lidt småtravlt, for det begyndte at lysne. Pludselig snublede jeg over en stor sten med højre ben. Da jeg ville sætte af med venstrebenet, ramte jeg en anden sten, og det var uundgåeligt. Jeg bankede venstre skinneben ind i stenen og faldt med et plask. Jeg slugte vand – føj for en ulykke.Jeg havde glemt det gamle US Navy Seal trick med altid at gå sidelæns i vandet, for at bevare balancen.
Sjældent er der føget så mange bandeord ud over sundet. Op i prammen. Min camouflagejakke, hue og handsker var drivvåde. Heldigvis sad mine neoprenwaders så stramt, at der ikke var trængt vand ind i dem. Jeg var våd på ærmer og skuldre.
Ingen brækkede lemmer og ingen huller i mine neoprenwaders!Tanken om at tage hjem strejfede mig, men nu var jeg jo klar. Jeg fandt en ekstra regnjakke i rygsækken, og en strandjæger har altid et par ekstra handsker med. En dejlig kop kaffe og så var det slet ikke så slemt, selvom venstre skinneben dunkede noget.

Det var lysnet, og der trak ingen ænder i nærheden af lokkerne. Jeg afsøgte området grundigt med kikkerten. Der lå ænder længere inde. Jeg lod lokkerne ligge og begyndte at kravle mod ænderne. Det var svært at holde retningen på kravleprammen i den stride blæst. Efter et par hundrede meter nåede jeg de første ænder. Det var Gravænder. I halvmørket synede de som store Gråænder.
Der var ikke langt til næste flok. Det var Brunnakker. Her kom jeg på skud og fik en andrik og en and i dejlig dublet.Så skete der noget. Et par hundrede ænder lettede fra en lille vig. Det var en blanding af Gråænder, Brunnakker og Krikænder. Jeg sejlede ind i vigen og var klar.
Så hørte jeg det karakteristiske skrig, og i kikkerten så jeg en flok på ca. 15 Grågæs, der kom ind over området. De tog lige en runde og svævede så hen over mine lokkegæs på stive vinger. Det skete der jo ikke noget ved, og gæssene fortrak. Der var gået et par timer, og jeg frøs med anstand. Der skulle ske noget. Jeg sejlede tilbage og hentede alle svømmelokkerne og lagde dem ud ved den lille vig. Kort efter kom en flok Spidsænder ind over, og den ene forendte med et plask ude imellem lokkerne.
Efter lidt flere småchancer og en masse kopper kaffe ved vigen, var det blevet middag. Madpakken blev hurtigt spist, og beslutningen om at tage hjem var ikke svær. Vejret var ikke blevet bedre, vandet var ikke faldet en millimeter og jeg kunne ikke mærke underarme eller fingre længere.Ude i jollen havde jeg et ”nødsæt” bestående af en tør hue, handsker og en trøje. Hjemad mod havnen i de store søer ville den fladbundede kravlepram gerne skære ud, men her gjorde det lille dæk igen stor nytte.
Det blev alligevel til en jagttur med en håndfuld ænder, og lidt stof til eftertanke.Uheldet kan være ude, og det forstærkes gerne af dårligt vejr.
Da jeg havde fået varmen foran brændeovnen, viste der sig en blodudtrækning på størrelse med en håndflade under venstre knæ. Det kostede en sygemelding dagen efter, hvor jeg lå med elastikbind på og så ynkelig ud.Så trængte jeg også til at komme på jagt igen.