Havjagt som det også kan foregå

Af: Jems Hay


Efter uendelig lang tids blæst lovede DMI endelig bedring i vejret fra fredag. Jeg overvejede en fridag allerede fredag, men bestemte at nøjes med lange ture lørdag og søndag, hvor vejret ligeledes efter min smag skulle være perfekt til havjagt.

Jeg fik arrangeret en tur lørdag med min svoger, Dennis, som gennem flere år havde ønsket at komme med ud og se, hvordan rigtig jagt foregik. Jeg selv skulle godt nok til fest på studiet fredag, hvilket selvfølgelig trak ud, så da jeg lagde mig til at sove godt 04 lørdag morgen var jeg godt tilfreds med at vi skulle være i land igen ved 14 tiden pga. noget koncert. Kl. 07.25 ringede vækkeuret og jeg kom i tøjet da jeg blev hentet kl. 07.30. Vi kørte mod båden og vi fik snakket om dagens muligheder.

Kl. 0900 havde vi båden i vandet og var klar til at stævne ud. Efter at have drejet tændingsnøglen et par gange kom motoren også i gang, og da vi denne gang havde fyldt godt med karburatorvæske i benzinen var det med forhåbninger om en spindende motor. Den spandt også fint indtil vi gav den en smule gas – hvorefter motoren gik ud. Nå, men ud kommer man jo altid tænkte jeg – men i dag tog det godt nok tid. Dennis, som havde en del mere fingersnilde end mig, fik endda renset karburatoren, taget understellet af motoren osv., men uanset hvad vi gjorde ville den ikke tage gas. Lige så stille smuldrede forventningerne til den flotte dag. Kl. 12 opgav vi forehavendet, han kørte hjem og jeg forsøgte resten af dagen både det ene og det andet uden held. Til gengæld blev jeg en smule klogere på motoren.

Nå, men weekenden var jo sat af til jagt, så selvom jeg om lørdag aften ikke var så frisk, så måtte jeg alligevel hellere sejle min jafipram i stilling til morgenen efter. Jeg havde nemlig tænkt på at prøve noget nyt: ud på åbent vand til morgentrækket med en streg ederfugle efter prammen, for at se om de så ville slå. Min kæreste kørte mig ud til prammen, for så at køre til havnen hvor hun ventede på mig. Her skulle prammen nemlig ligge natten over. Jeg gav motoren noget gas og tænkte at det her spillede maks. Hundrede meter kom jeg for fuld gas, hvorefter motoren døede. Så lå jeg i mørket kl. 23, og tænkte mit. Godt jeg alligevel tog pagajen med trods alt.

Jeg sejlede ind og måtte så gå om til havnen, da kun jeg havde taget tlf. med……. Jeg var nu ved at blive godt træt af det hele, da det måske var sidste mulighed for jagt i denne sæson, der hermed forsvandt. Jeg havde dog på fornemmelsen motoren bare manglede karburatorsprit, da den 20 år gamle mercury aldrig svigtede, men da jeg havde fyldt tanken helt op kunne jeg ikke sådan lige teste det. Dagen efter stod jeg op og røgtede ruser – ligeledes uden held, hvorefter jeg så lige igen ville give motoren en chance. Nu kunne jeg så kun sejle i tomgang - som med mopaen, men jeg ville dog lige sejle den om til havnen – det kunne jo ændre sig, og ellers ville den ligge bedre til forårets fiskeri. En af mine planer for weekenden havde oprindeligt været at opsøge et sted, hvor jeg kunne skyde en havlit, da dette er den eneste art dykand jeg ikke har skudt. Denne plan var nu faldet til jorden pga. elendige påhængsmotorer. Da jeg i tomgang sejlede om til havnen lå der pludselig en havlit foran mig. Jeg sejlede uden besvær ind på ti meter af den – den lettede fint – jeg holdte en halv meter foran den – og bandede EF fuglebeskyttelsesområdet langt væk. Nu følte jeg mig endnu mere til grin end før – for det var første gang jeg overhovedet så en i det område, og så bare 10 dage for sent.

Jeg havde nu hældt det karburatorvæske, der kunne være i motoren to gange uden at det hjalp, men da jeg nåede havnen blev jeg alligevel enig med min kæreste om en kort tur i tomgang – kun for at nyde vejret.

Et kvarter efter fylder jeg igen lidt karburatorvæske på, og mens jeg gør det ser jeg et hold ederfugle i det lovlige område. De splitter selvfølgelig op, men jeg sejler alligevel uden det store besvær ind på et par i tomgang og sender en andrik dødskudt i vandet. Fedt, nu var dagen alligevel reddet. Og endnu bedre – nu kunne motoren pludselig give gas. Jeg regnede dog ikke med flere fugle, da vi mødte et par havjagtsbåde, der allerede sejlede ind her til middag, hvilket tydede på fuglene nok var vilde efter et par dages stille vejr.

Vi tog dog en tur, og det gik rigtig godt med at sejle til dem i den lille pram. Jeg missede dog en enlig han – det er typisk, når man tænker for meget på at ramme, for at holde den gode skudstatistik, så ender det typisk med en forbier – resten af de fugle jeg skød til fik jeg heldigvis.

Jeg fik desuden to overflyvere i et par gode skud – det er altid ekstra sjovt at få chance til høje fugle, når man er på havjagt. Men da jeg kun havde regnet med en helt kort tur havde jeg ingen ekstra benzin med til motoren, og jeg blev derfor efterhånden lidt urolig for hjemturen, da vi efterhånden var godt langt ude. Jeg kunne dog ikke lade være med at sejle til to ederfugle og en sortand, der lå sammen. Ederfuglene lettede på kanten af skudhold, mens sortanden til gengæld var mere godtroende, hvilket blev den sjette fugl.

Herefter gik turen hjemad i roligt tempo for at spare på brændstoffet. Et par km før destinationen, men heldigvis tæt på land gik motoren ud. Vi padlede ind til land, for at høre en, der kom kørende i bil langs vandet om vi kunne ”låne” noget benzin, men han havde selvfølgelig lige stillet reservedunken ud af bilen derhjemme. Til gengæld fik hans børnebørn kigget nærmere på fuglene på fordækket, hunden derimod var noget bange for det hvide, der kom ind ude fra havet.

Nå men der var ikke andet at gøre end fatte padlen og så af sted. Det er dog ikke så let at padle når man er to mand i en jafi, det kostede lidt slag og vand i ryggen, men vi kom dog over sejlrenden og i land. Jeg tror John Friborg her fra siden fik sig et godt grin da han mødte os midtvejs, og det samme gjorde de lokale inde på land… Men alt i alt en rigtig god jagt, hvor jeg fik testet jafien til havjagt – krydret med en del dumhed og elendige påhængsmotorer. Jeg nåede dog heldigvis et par pramture mere i sæsonen, hvor det hele gik lidt bedre...


Glad jæger med parade på sin pram

Foto: Jens Hay