Knægtens første and
Af: Jens Stolt (JPS)
Der kommer en dag, hvor en dreng skal skyde rigtigt for første gang. Han skal have en vis størrelse for at kunne håndtere geværet, armens længde skal være stor nok, og han skal have vis kropsfylde, for ikke at gå bagover, når geværet går af. Endelig og nok vigtigst skal han være mentalt parat, han skal både turde, være målbevidst og være velovervejet. Han skal forstå, at det ikke er legetøj, og at man skyder for at dræbe.
Min søn havde været med på jagt utallige gange, siden han var så lille, at han kunne sidde i lommen på mine waders. Han havde set mange ænder og gæs falde ned, han havde hentet dem i kåd begejstring og han havde også lært at aflive dem, hvis de ikke var helt døde.
Han havde både været med efter krikænder i solskin og myggevejr i september og efter gråbasser i nordøstenstorm i december, og det sidste er ikke for slapsvanse. Det var han stolt af, og han sagde aldrig et ord til brok. Ligesom han heller aldrig fortalte sin mor, hvor meget han havde frosset.
Han gik utrolig højt op i jagten og lærte sig alt om jagt, ved at læse, se film og høre på de gamle, når de fortalte. Især Einer lyttede han til, og han kunne beskrive gråændernes træk på den lokale dialekt.
Når jeg havde skudt en and sagde han: "Vi fik den!". Det var OS, der gik på jagt, det var vores båd, det var os, der havde skudt ænder, og det var vores patroner.
En tilbagevendende vending var: "Når jeg får jagttegn, vil jeg gøre sådan og sådan". Han glædede sig utroligt og tiden kunne ikke gå hurtigt nok. Uden at vide det, var han efterhånden blevet klar til at skyde sin første and. Men jeg tøvede lidt. Det skulle være den rigtige dag. Det skulle jo være en oplevelse for livet, og den skulle være god.
Vi kom igennem gråænderne i starten af sæsonen og krikænderne i slutningen af september. "De er for hurtige, for meget kan gå galt", tænkte jeg. Der skulle det ikke være. "Vi venter til pivænderne, måske kommer den rigtige dag. En stille dag hvor man kan koncentrere sig godt og ænderne flyver roligt og lige".
Så, et morgentræk. Jeg havde skudt 5-7 pivænder af kamikaze typen. Unge ællinger, der trækkes af lokænderne som af en magnet. De kommer lige ind til lokkerne og folder lapperne ud. Bum, ned. Af og til skød jeg ligefrem en doublet. Jeg gad egentlig ikke mere den dag og ville til at gå hjem, selvom der stadig kom enkelte ænder dryssende.
Hov, tænkte jeg. Så er det nu! Nu kan han sgu prøve.
Jeg åbnede geværet og tog patronerne ud. Han kikkede, han troede vi skulle hjem.
"Hvad, …..skal du prøve at skyde?"
v
Jeg kunne se alt flammede op inde i ham.
Sådant et ansigts udtryk er guld værd for fædre. Bedre end fødselsdage og den slags.
Jeg rakte ham bøssen, han løftede den op og kikkede igennem den, som han havde lært.
Han kikkede spørgende på mig. Jeg gav ham en patron….."Nederste løb", sagde jeg.
"Du får kun en patron, vi kan ikke have at du skyder en and og så fjoller rundt i begejstring med ladt gevær".
"Et skud. Det er lige meget, om du rammer, bare hold på lapperne, når den lander. Så får du den."
Så stod han der, med geværet meget korrekt i stilling og ventede. Langt ude fløj et par flokke, de ville ikke ind. Samtidigt kom en enkelt and ned langs kysten, der var muligheder. "Den kommer ind", sagde jeg og vi dukkede os ned i rørene. Den kom ind. Nærmere og nærmere. Lokænderne virkede. Men i stedet for at sætte sig i U-et som de andre, slog den hen over lokænderne for at måske tage en runde mere. Den var tæt på 15-20 m. Den fløj langsomt i sideskud på stive vinger. Det var et godt skud, men ikke det skud jeg havde planlagt til ham.
Han rejste sig op…. Fulgte anden med bøssen, og trykkede af. BOM. Og sørme! Han fik den. Død i knaldet, kun en enkelt fjer i vingen vibrerede lidt, da anden lå på ryggen i vandet. Sammen gik vi ud til anden, han med bøssen på armen. Han var jo jægeren.
Han samlede den op. Kikkede på den. Holdt den på ryggen i håndfladen. Rettede på et par fjer.
"Det er en and!" sagde han. Mere blev der ikke sagt.
Vi vadede ind til land. Jeg tog bøssen på skulderen. Vi stod og lod øjeblikket vare.
"Vi må hellere gå hjem", sagde jeg. Han sagde ikke noget.
Jeg begyndte at pakke sammen, hente lokænder, rulle snore op. Putte dem i sækken. Han plejer at være en ivrig og god medhjælp, men i dag var han ikke til nogen hjælp. Han stod bare og kikkede på anden. Det var fint nok.
Så sækken på nakken og fodtur gennem suthullerne til engvejen.. Han gik med sin and i hånden. På et tidspunkt blev han i stand til at vende sig mod den ydre verden igen: "Det var sgu da nemt nok, jeg forstår ikke, du skyder så meget forbi", sagde han. Kækheden var vendt tilbage.
Skal ægget lære hønen!
"Han har brug for at prale", tænkte jeg, "og det har jeg også, så vi må en tur i skuret".
I skuret sad de andre gutter, nogen havde været på jagt. Vi havde ikke været der ret længe, før de kunne mærke noget usædvanligt: "Hvad fanden? Har I været til begravelse? Har I fundet en strandvasker? Har I skudt forbi til gæs?"
"Jeg har skudt en and", sagde min søn så. Han fortalte om sideskuddet og den fine pivand. Der blev stille. Alle tænkte på deres første and. Efter nogen eftertænksomhed sagde en: "Du bliver en stor jæger engang. Min farfar skød også sin første and i den alder, og han skød også kun et skud. Han skød 26 gæs ude på Degnholm, da han blev voksen". Vi vidste godt, hvad han mente.
"Siegfred din oldefar, derimod", fortsatte han. "Dengang han var dreng, huggede han sin fars gamle bøsse, og gravede den ned i tangen ude på engen. Det var noget skidt, for den var bundet sammen med ståltråd, og ingen vidste at han rendte og skød med den, eller hvilke patroner han puttede i".
Så snakkede vi lidt om, at der var kommet mange pivænder. Min søn fortalte, hvordan de slog til lokkerne, og at de ville sidde, bortset fra den han skød i dag. Han snakkede med. Der var ikke noget skel mellem barn og voksen. Vi var alle jægere.
Siden den dag, har han været med, som før. Som ivrig medhjælp og som bærer af lokænder og som rorkarl. Han er ikke blevet mindre ivrig, men han er blevet roligere. Og kommentarerne, når jeg skyder forbi, er blevet mere syrlige. Ved ganske særlige lejligheder gentager vi succesen, og han får en enkelt patron.