Ukendt terræn 20. november 2005

Af: Claus Lind Christensen

Det at prøve noget nyt giver altid mulighed for en en ny oplevelse, men der er naturligvis også risiko for at oplevelsen udebliver og at fiaskoen indtræffer. Turen i det nordvestjyske denne lørdag var ikke en fiasko, men det var lige ved for det var ikke lige alt der gik op i en højre enhed.

Jeg havde længe haft i tankerne at jeg skulle have besøgt en lille vig, som kun kunne nås ved at sejle dertil og da sejlturen var på ca. 10 km. så ville tuen jo også tage lidt ekstra tid fra familien. Denne weekend fik jeg planen til at gå op i en højre enhed, så Mopa og Gudenåpram blev pakket, for at stå klar til at blive trukket ned til rampen på havnen kl. 05.00.

Morgenen var dejlig og næsten ikke en vind rørte sig. Månen lyste klart, ja sigtet var faktisk så godt at jeg næsten ikke ville få brug for den kraftige lygte, men da der var lidt bøjer i området så var det trods alt smartest at den var med.
Fri af havnen gik det af sted for fuld skrue, hvor prammen bag mopaen på det nærmeste planede så selv om distancen var halvlang, så tog det kunne en lille time at nå frem. Vigen havde jeg besøgt for over 10 år siden og min fornemmelse for hvor jeg skulle placere mig var ikke særlig stærk. Ud over at lokalkendskabet ikke var godt, så var vinden i sydvest, på trods af at meteorologerne havde lovet vind fra Nord. Det betød at jeg egentligt godt kunne ligge der hvor jeg gerne ville, men risikoen var at vinden senere ville gå i nord. Blev det tilfældet så ville jeg ligge og glo lige ind i land, og hvad værre var jeg ville formentlig kunne komme i kambolage med et par gårde der lå helt ned til vandet.

Efterhånden som jeg fik planen bakset på plads inde i hovedet nåede jeg også frem, hvor en dejlig stilhed bredte sig da motoren blev slukket. Stilheden afslørede også at der var brunnakker i området, for inde på engene kunne de høres i stort tal, hvor de lå og fløjtede.
Hurtigt kom jeg i prammen og fik mig manøvreret på plads ude på vigen, hvor lokkerne som denne morgen bestod af dykænder, svømmeænder, en gås og en svane. De sidste to fordi der efter sigende godt kan indfinde sig nogle få af de canadiske i området.

Da lokkerne var på plads og lyset begyndte at tage til, begyndte de første ænder fra engene at forlade de små vandhuller i små flokke. Hurtigt blev det klart at de ville ikke ned på vigen men de derimod havde et andet mål. De kom dog tæt på så jeg holdt mig klar i tilfælde af en flok skulle trække ind over mig. Sådan fortsatte det en tid hvor flokke af gråænder, brunnakker og lidt krikænder trak ud over fjorden, men uden det gav mig nogle chancer. Lige med et lød der en fløjten og piften på engene, hvor min første tanke var: "tak skal du have nu letter der en stor flok hjejler", nej det var ikke hjejler det var en flok brunnakker på omkring 300 fugle og de kom lige ud mod mig. Desværre så nåede de op i for stor højde inden de kom ud til mig, så de ænder der trak ind over mig var desværre for langt oppe.
Dette skulle blive det sidste jeg så til brunnakkerne den morgen, så nu gjaldt det hvinænderne som jeg var kommet efter.

Hvinænderne lod dog vente på sig og da de første begyndte at trække rundt, var det bestemt ikke hvor jeg lå. Hurtigt tog jeg beslutningen om at flytte, hvorfor lokkerne hastigt blev hevet indenbords og årene kom i gang.

Kort efter at lokkerne endnu en gang var kommet på plads, kom de første to hvinænder da også i nærheden af mig, men de steg højt op, men ikke for højt. Resultatet var dog at jeg kom håbløst langt bag efter, hvorfor dagen blev indledt med et par fæle forbier.
Hvinænder var der faktisk ikke mange af men da jeg viste de var i området var min konklusion, at de nok hellere ville ligge ude på selve fjorden i det gode vejr, hvor vigen nok i højre grad blev benyttet hvis det ruskede lidt mere.
Bedst mens jeg ligge der og filosofere over det manglende træk, få jeg pludselig øje på en flok på 50 hvinænder på vandet foran mig ca. 300 meter ude, hvornår de havde sat sig ved jeg egentlig ikke, men efter at have givet agterdækket på prammen nogle tæsk med åren, gik de på vingerne, hvor en del af dem tog kurs mod mine lokkere. En lagde an til landing, og og kom hvirvlende ned mod lokkerne, men da jeg rejste mig for tidligt, vippede den ud til højre og var ude på det stive hold da jeg fik skudt til den. Samtidig med at jeg skulle vride kroppen til højre, så var resultatet også derefter, jeg kom slet ikke med anden, som skyndsomt forlod senen.

Her lå jeg så på ryggen og kunne bande af mine egne tossedeheder, samtidig med at de enkelte ænder der var i området smed sig ovre i den anden side af vigen. Efter en del ænder havde smidt sig, besluttede jeg mig for at prøve at få dem på vingerne, ved at skyde et skud. Med mig har jeg altid, nogle gamle 3'er og 5' som jeg bruger til at skyde død på vandet med, og netop en af disse blev stoppet i kammeret. Pluf haglene landede 5 meter foran prammen og haglskålen sad i løbet!

Så sku da også *#%#¤* rensestokken som normalt ligger i prammen var kommet over i Mopaen og nu sad jeg der. Jeg pustede, rystede og bandede men intet hjalp, indtil jeg forsøgte mig med et 1,5 V batteri fra kameraet. Batteriet blev puttet i løbet mange gange og til sidst fik jeg da også slået haglskålen ud og blev klar til at vente på ænderne igen. Behøver jeg i øvrigt at fortælle, at der var ænder ved lokkerne to gange mens jeg sad der og fægtede, med det dumme gevær der nær var røget ud på den blå hylde i bare arrigskab.

Hvis ikke fjorden havde været død før så blev den det nu, for samtidig med at vinden langsom drejede om mod nord, hvor mine lokker i øvrigt filtrede sammen, så stoppede al træk stort set. Se det var signal for at tage hjem til konen igen.

Lokkerne blev skyndsomt pakket og kursen sat ud af vigen og op mod en tange i nærheden, hvor der normalt ligger mange sæler. Her skulle jeg lige se om jeg ikke kunne komme tæt nok på til at tage et billede et godt billede. På tangen lå der 50 - 60 sæler der naturligvis sprang i vandet da jeg nærmede mig, men da jeg kom hen til tangen, kunne jeg betragte dem på en afstand af kun 7-8 meter. Efter at have betragtet sælerne lidt blev gashåndtaget trykket i bund og kursen sat mod havnen igen.
Om området skal besøges igen det ved jeg ikke, men helt afvise det vil jeg ikke for lidt klogere på området er man jo blevet og det kunne jo være det kunne lykkes.