De første hvinænder 15. oktober 2005
Af: Claus Lind Christensen
Når fuldmånen falder midt i oktober, så kan hvinænderne i den del af Limfjorden jeg driver jagt på, godt finde på at indfinde sig, og det var lige det jeg agtede at finde ud af denne weekend. Om fredagen snakkede jeg i telefonen med Martin om noget helt andet, men da han hørte at jeg skulle ud og se efter hvinænderne var han, spurgte han straks om han ikke kunne komme med, hvilket han selvfølgelig kunne, da selskabet altid er hyggeligt.
Martin ankom i god tid, hvor vi sammen kunne tage prammene ned til fjorden som lå blank hen og der var kun lige en ganske svag vind fra nordøst, som lige ville kunne rette lokkerne ud. Samtidig var der en helt fantastisk stjernehimmel, da der ikke var en sky på himlen. Ikke lige det bedste jagtvejr, men da det kun var en "kontroltur" og vi begge havde lovet at komme hjem tidligt, så betød det ikke så meget.
Den østlige vind havde presset meget vand ud af fjorden, så det første lange stykke valgte vi at vade, men til sidst steg vandet dog så meget at det var lettere at kravle i prammen og ro den sidste distance. Vel på plads fik vi lagt lokkerne ud og prammene placeret med ca. 10 meters afstand og gjort os det behageligt i prammen - aaaah der er nu ikke noget som sådan en helt stille morgen på fjorden når den vågner. Kort efter vi havde lagt os, hørte vi hvinænderne bag os, en lille flok kom susende hen over vandet hvor den karakteristisk lyd af vingerne skar i gennem mørket. Fedt, de var kommet!.
Selv forventningerne denne tidlig morgen, til hvinænderne pludselig blev lidt højere, så blev vi nu kølet lidt ned igen. For i takt med at solen brød frem, kunne vi blot ligge og se på en fjord uden ænder. Ja, det vil sige at vi inde over engene så vi lidt svømmeænder, men ikke nogen vi havde forventninger til ville komme ud over fjorden. Sådan lå en god tid hvor snakken gik, men vi hyggede os vældigt i det gode vejr og efterhånden begyndte vi også så småt at indstille os på, at hvinænderne trods alt endnu ikke rigtigt var kommet til området og vi måtte tage tomhændet hjem.
Pludselig er der vingesus på min venstre side, ind over lokkerne kommer en flok toppede skalleslugere for fuld damp, mig op og side og få hold på den nærmeste - nu skulle jeg i det mindste ikke vende tomhændet hjem. Ud med ankertovet og af sted ud efter skalleslugeren, som jeg kunne samle op med tilfredshed. På vej tilbage til ankertovet hørtes igen den karakteristisk lyd af hvinænder, hvorefter en flok på 20 hvinænder passerede 50 meter uden for lokkerne. Så kunne det godt være at jeg fik travlt med at få mig hægtet til ankeret igen. 5 minutter senere kom endnu en flok hvinænder, hvor to skilte sig ud af flokken, som højt oppe fra kom for fuld fart lige ned i lokkerne, hvor vi begge præsterede at skyde noget så grundigt forbi.
Kort efter denne opvisning i dårlig skydning, kom en pibeand mod lokkerne, men lige før den gled ind over lokkerne, drejede den af, men blot for at tage en æresrunde inden den igen kom mod lokkerne. Sådan kom den til lokkerne 7-8 gange inden den valgte at fortrække ind på det lave vand.
Dette skulle vi dog ikke ærgre os over længe inden de næste hvinænder indfandt sig, for nu var der pludselig gang i trækket, og i løbet af kort tid havde vi begge fået nogle stykker i prammen, hvor jeg også havde fået endnu en skallesluger.
Efter et nogen tid hvor der havde været en del hvinænder i luften opstod der igen en pause, men vi regnede da med at der ville komme flere fugle. Næste and på scenen var en pibeand, der kom ret mod os, og denne skulle give et eksemplarisk eksempel på hvordan hovmod kan stå for fald. Anden tog kurs direkte mod midten af lokkerne og da Martin ikke havde skudt sådan en før, ville jeg lade den gå ind så han kunne få første skud til den. Skæbnen ville dog, at den trak over i min side, hvor jeg siger til Martin i det jeg rejser mig, det her bliver ikke din første pibeand. Det blev heller ikke min and, for jeg kom langt bag efter den og Martin morede sig kostelig over mit hovmod, hvor jeg ydmygt kunne lægge mig ned i prammen igen.
Denne pibeand skulle dog ikke blive den sidste, da en flok kom trækkende på tværs ca. 200 meter ude foran lokkerne. Efter at have fløjtet efter dem nogle gange, slog de også rundt og kom lige på lokkerne. Denne flok kom godt ind, hvor jeg lod dem trække helt ind over lokkerne og da vi så rejste os, fælder jeg lige nøjagtigt den and som Martin havde udset sig, hvilket gør at han ikke får hold ænderne hvorfor det ikke blev denne gang at han skulle få sin første pibeand. Da min pibeand falder død mod vandet, finder jeg den næste fugl - en spidsand som trak ud af flokken, som måtte samme vej som pibeanden. Nu var vi oppe på 10 ænder fordelt på 4 arter, slet ikke dårligt.
Der blev efterhånden langt mellem ænderne og da vi begge havde lovet at komme tidligt hjem, begyndte vi da også at snakke om at pakke sammen, men som det gode lokke middel det er at pakke eller begynde at overveje det virkede. Martin fik præsenteret to hvinænder mere, hvor han i et flot og sikkert skud sendte en find udfarvet hvinand andrik på vandet.
Dette skulle blive dagens sidste and, inden vi i ro og mag pakkede sammen for at ro ind til land igen, hvor svigermor var kommet ned til vandet med min datter på 1½ der var lidt beklemt ved de der to fyre som kom ind fra vandet i meget tøj. Men da hun fandt ud af hvem det var og ænderne fundet frem, så var den barnlige glæde stor, hvor hun slet ikke kunne få nok af at røre ved ænderne. Det er nu dejligt, at børn har sådan et lige til og udramatisk forhold til naturen, og de elementer der tilknytter sig til naturen.
