Spidsænderne 10. september 2005

Af: Claus Lind Christensen

Bing! En meddelelse på Skype, Carsten havde været på fjorden og skulle lige fortælle hvordan det var gået. Dagen havde givet ham et par ænder og meget lidt søvn, men da han hørte jeg skulle på langfart med prammen, til det store rørskær, var han igen klar.
Aftalen var at vi i løbet af natten skulle mødes på havnen i Vestjylland, så vi kunne sejle ud i god tid og få et par timers søvn i Mopaen inden vi skulle på plads.

Da jeg ankom til havnen var Carsten ankommet, hvor han lå og sov i sin bil. Her skulle det et par halv hårde prik på ruden for at vække ham, da han tydeligvis var hårdt ramt af den foregående jagt. Carsten kom dog på benene hvor vi sammen fik grejet søsat og kursen blev sat ud i mørket i den friske vind, hvor vi havde 3 km. sejlads i et farvand fyldt med bundgarnspæle foran os - Det er godt med lidt udfordringer.

På trods af frisk vind og bundgarnspæle nåede vi relativt hurtigt frem, hvor vi efter lidt tid fik lagt prammene på plads og Mopaen for anker. Nu var der 2 timer til vi skulle begynde at gøre klar, så dem ville vi udnytte til at få lidt søvn. Jeg havde sovepose med, hvilket jeg overrasket konstaterede at Carsten ikke havde. Hans plan var blot at ligge i wadersene med elefanthuen godt lukket sammen om næsen - det virkede, dels faldt han hurtig i søvn og dels sov han meget tungte. Ja, man skulle tro han havde været panserinfantrist i hans soldatertid - de kan sove hvor som helst, når som helst og med hvem som helst.

Total set blev det til 1½ timers søvn, så det var to noget trætte jægere, der kravlede over i prammene for at komme på jagt tidligt den lørdag morgen. Vi blev dog relativ hurtig friske, som følge af forventning til hvad området kunne byde.

Lige til skydetid var vi på plads i prammene og forventede at de første krikænder, snart ville begynde at trække op og ned langs rørerne. Det gjorde de bare ikke, den første time så vi ikke en and, ja de første ænder så vi først da det blev lyst og her kunne vi se ænderne trække rundt ude i reservatet der lå foran os. Sådan fortsatte det en stund, hvor der da også var enkelte ænder som gjorde tegn til at de ind til rørene og ligge, men nej. Efter nogen tid overvejede vi om vi skulle rykke ud på åben vand, for de ænder som trak ud og ind af reservatet, de trak i en stor bue uden om rørskærerne. Planen var dog ikke så god, vi havde godt nok hvide regnjakker med, men derimod var der to andre jægere længere i rørene, og dem ville vi nok komme til at ligge lidt for meget foran, hvilket nok ikke lige hørte ind under god opførsel, hvorfor vi blev liggende i rørene.

Nu tog lyset for alvor fat og vi kunne rigtig se hvad der foregik ude i reservatet. Spidsænder i hundredvis, hvor de trak rundt i store flokke, men ingen af dem havde på nogen måde lyst til at komme ned til rørkanten, de foretrak det lave åbne vand. Jeg beroligede Carsten med at bekkasinerne nok snart skulle begynde at trække, hvad de normalt gjorde, men ikke denne morgen. Der var næsten ingen bekkasiner i luften og dem der var, fløj inde over land. Et par enkelte prøvede dog lykken, hvor vi begge to lavede et par gevaldige huller i luften.
Sådan gik der nogen tid med ingenting, ud over at vi så på spidsænderne mod nord. Ætz, ætz pludselig bryder en bekkasin stilheden og trække mod os, hvor jeg holder til den. Klask ramt var den, men på vej ned kommer der lidt for meget liv i den igen, men her hjælper Carsten til og får den skudt helt død så den ikke forsvandt i rørskærerne. Selv om jeg havde håbet på at denne tur skulle have forsynet mig med lidt bekkasiner, som er helt fantastiske, så blev det kun til denne ene fugl og ved ti tiden brød vi op for at begive os hjemad.

Hjemturen foregik i medsø og jeg havde ikke fået min dunk med som jeg normal bruger som drivanker. Resultatet blev da også at Carsten kom på hårdt arbejde hele vejen hjem, hvor han kæmpede med at styre prammene så de ikke løb sammen og ud til siderne. Helt lykkes det dog ikke, så efter et par hårde sammenstød, måtte han til at reparere på prammen da han kom hjem.