Stjernenatten 1. september 2005

Af: Claus Lind Christensen

At ligge på ryggen i Mopaen i soveposen, og forsøge at falde i søvn plejer ikke at være noget problem, heller ikke fordi udsigten lige lodret op i himlen er en fantastisk stjernehimmel. Det var det dog denne aften og forklaringen var jo også ret enkel, datoen var den 31. august og der var kun 6 timer til at 5½ måneders jagt stod for døren.
I år havde jeg brudt med traditionerne om at skulle et nyt sted hen som jeg ellers plejer den 1. september og i stedet taget af sted sammen med Martin og Thorsten til et sted, hvor jeg for nogle år siden havde været en enkelt gang, men stedet var dog nyt for de to andre, som dog havde været ude for at se på området nogle dage forinden. Stedkendskabet var derfor ikke voldsomt stort, så det var ikke nogen dårlig ide at vi kunne besigtige området inden solen gik ned.

Jeg ankom til området fra søsiden, hvor jeg i en nærliggende havn havde sat prammen og Mopaen i vandet i vandet, Mopaen skulle agere trækdyr, men vigtigst af alt, hotel for natten. Martin kom fra landsiden, men da han ankom på stranden samtidig med at jeg kom, kom han nu på slæb rundt til det sted på kysten hvor vi havde planlagt at slå os ned. Vel fremme fik vi taget stedet i nærmere øjesyn og til sidst besluttede vi da også at placer og ved to tanger, hvor jeg lå ved den ene og Martin ved den anden. Thorsten skulle ligge sammen med Martin, men han ville først ankomme senere på natten. Martin lagde straks lokkerne ud, hvor jeg derimod fik varmet min aftensmad, da det var ved at være nogle timer siden jeg drog fra Vejle og klokken var ved at være et godt stykke over den normale spisetid.

Efter at Martins lokkere var lagt ud og min mad var gledet ned, var det lige tid til en enkelt øl, her er det ikke dårligt med en høj kaleche på Mopaen, kombineret med et gasblus, da der hurtigt breder sig en dejlig varme i en sådan båd under de forhold. Forventningerne til morgendagens jagt og i det hele taget det at komme i gang var store, så snakken blev lang og der gik nogen tid inden Martin gik tilbage til bilen for at sove, hvor jeg jo kunne rulle soveposen ud i mit flydende hotel.

Som nævnt så var søvnen lang tid om at indfinde sig, men til sidst gled øjnene dog i. Efter to timers søvn vågnede jeg dog igen, vandet var faldet ganske betragtelig og nu lå Mopaen og skrabe på en af fjordens lidt større sten. Her var der kun et at gør hvis jeg ønskede at få lidt søvn og det var bare at komme i i wadersene, som nu er lidt kolde når man har bare ben. Da jeg kom ud i vandet kunne jeg se at vandstanden faktisk var faldet en del, faktisk så meget at jeg var glad for at jeg endnu ikke havde lagt mine lokkere ud, for det sted jeg havde udset mig, var helt umuligt, jeg skulle faktisk om på den anden side af pynten for at kunne flyde.

Hurtigt tilbage i posen igen og denne gang var der ingen problemer med at falde i søvn, for jeg var godt nok træt. Det var jeg derimod ikke da vække uret ringede, nu var jeg klar. Lidt morgenmad blev indtaget og udlægningen af lokkerne kunne begynde. Knapt var jeg gået i gang med lokkerne før end at Martin dukkede op igen, hvor han brummede lidt over vandstanden, men hans lokker blev nu hurtigt lagt på plads. Thorsten og en anden der var mere lokalkendt dukkede også op, og da vi kun var fire i dette store område var der naturligvis rigelig plads til os alle.

10 minutter i fem kunne jeg trække af sted med Mopaen for at ligge den for svaj bag en lille ø, så den ikke generede nogen og 5 minutter i fem befandt jeg mig klar i prammen, klar til at tage hul på en helt ny jagtsæson.

Mange minutter over skydetid gik der heller ikke inden den første and viste sig. En enlig krikand gik ned lige i kanten af mine lokker, men forsvandt i mørket for mig, men da jeg jeg rejste mig, steg den hurtigt hvorfor den var langt uden for skudhold inden jeg overhovedet fik hold til den. Herefter lød de første skud på engene bag ved os, hvor der givetvis faldt en del krikænder.

Krikænderne ville derimod ikke ned til os, lige bortset fra en krikand der sneg sig ind mellem mine lokker hvor jeg først opdagede, at den lå på vandet mellem mine lokker da der undslap et lille "JÆÆÆP" fra dens næb. Anden lettede skyndsomt da jeg satte mig op og selv om første skud bragede forbi, så indhentede anden skud den, årets første stykke vildt var i hus.

Dette skulle vise sig at blive den eneste chance jeg fik denne morgen, for efterhånden som lyset to til kunne vi for alvor se, hvor trækket gik - 300 meter længere mod syd. Det var primært krikænder, men også lidt gråænder og nogle enkelte flokke af gæs. Her lå ham, der var mere lokalkendt og han fik da også lidt chancer til krikænderne. Sådan er det jo når man skal prøve nye områder, men nu har vi også en formodning om hvordan vi skal håndtere sydøst vind i det område en anden gang.

Da ænderne på ingen måde viste tegn til at ville ændre adfærd, valgte vi denne morgen at tage hjem tidligt, men dog med en forvisning om vi nok ville prøve området igen en anden dag