Debuten den 1. september 2003
Af: Claes Fischer
Klokken er lidt i fire om morgenen den 1. september 2003. Det er præmieredag og dagen for min debut som strandjæger. Det bleggrønne lys fra bilens instrumentbræt generer øjnene og jeg har travlt, hvis jeg skal nå at være klar til kl. 04:46. Det har skortet med søvnen, min 5 uger gamle søn, den natteravn, har kun undt mig 3 timers søvn. Han er fand’me dejlig, men han var sur og skældte ud det meste af aftenen. Måske ville han bare med på andetræk ?.
Godt 20 minutter over fire ankommer jeg til stranden, og prammen låses op, grejet pakkes og jeg skynder mig ud i vandet. Fra tidligere rekognoscering har jeg udset mig en plads ca. 500 meter nede af kysten. En distance jeg anser for værende barnemad for en rask mand der har rundet de 31 vintre. Og dog……..omtrent halvvejs må jeg stoppe op for at smide et par lag tøj, jeg sveder som pisket og spekulerer om jeg skulle have undladt at tage neopren waders på.
Jeg vandrer videre ud i mørket. Højlydt prustende og storsvedende snubler jeg nærmes over en håndfuld lokkeænder der ligger placeret på ”min” plads. Pladsen er optaget og med tanken om en endnu længere travetur bider jeg tænderne sammen. Jeg undskylder forstyrrelsen, gør opmærksom på min tilstedeværelse og at jeg lige vil smutte forbi. Stemmen fra mørket informerer mig, en anelse sarkastisk, at jeg er set og der er plads til mig lidt længere nede af kysten. Jeg trasker videre og finder min plads og parkerer Jafi’en. Jeg lægger mine 10 gråandelokkere ud, alt for tæt på og i læ af prammen, men det observerer jeg først da jeg ligger i prammen med bøssen klar. Jeg er træt og jeg orker ikke at flytte rundt på lokkerne, i hvert fald ikke lige nu. Jeg beslutter mig for at vente lidt…bare 10 minutter. Solen er så småt ved at stå op, inde over byen bryder de første lyn frem. Sikke et syn. Tankerne skal ikke have meget plads, lynhurtigt svæver de rundt omkring.
Jeg tænker på min nyfødte søn, på min smukke kone og hvorfor jeg ikke ligger i sengen og nyder deres varme, i stedet for at ligge en ubekvem pram. Ydermere skal det indskydes at jeg har fået tudet ørerne fulde af at man ikke skal forvente at skyde fugle på sine første pramture, der er vist en masse fif der skal læres før man kan få fugle på skudhold. Med denne formaning hængende i sneglen, er det så som så med optimismen på debuten Den Første Dag.
Et skud river mig brat ud af slumringen og jeg når lige at se en and ryge i baljen. Kollegaen på ”min” plads har fået sæsonens første gråand, og jeg bliver enig med mig selv om at der for fanden også må være lidt til mig. Der går yderligere et par minutter og pludselig ryger der en and ud af sivene. Det hele går lidt stærkt, hurtigt bøssen til kinden, og bomme første gang men anden gang tegner anden for skuddet og havner i baljen. Lettere opstemt krænger jeg prammen af og 25 meter længere ude står jeg med min første krikand i hænderne. Et dæmpet ”Yes!” slipper mine læber og i et kort sekund glemmer jeg vist alt om kone og barn.
Senere da himlen er blevet en del lysere, ser jeg ”Kollegaen” komme stagende mod mig. Han vil lige snakke og se det nye ansigt på vandet an. Vi får os en hyggelig sludder og der falder da også lidt Tips & Tricks af til nybegynderen. Da trækket er slut er det blevet til to krikænder og en gråand, og jeg mener bestemt at debuten har været en succes. En succes der blandt andet skyldes al den hjælp jeg har fået fra medlemmerne af strandjægergruppen…….Tak for det.
Og mange tak til Ulrik for den behagelige velkomst på vores fælles revir.
Vi ses derude !
Claes Fischer