Værnengene 14. og 15. september 2002

Af: Claus Lind Christensen

Værnengene havde længe stået på min ønskeseddel over et af de steder hvor jeg gerne ville prøve at jage, men rækken af undskyldninger havde været for lang til at jeg var kommet i gang. Men i år havde Gunnar givet mig lidt mere viden om området, hvilket var med til at slå hovedet på sømmet. Lørdag den 14. august købte jeg mit første kort til Værnengene som ikke blot var en investering i et jagtområdet og jagt, men også en investering i at komme til at opleve et område hvor vidderne er så langstrakte at det næsten er ufattelig.

Den første tur var planlagt således at jeg ville tage over til Værnet så jeg ankom lørdag eftermiddag, så jeg kunne nå at se en del af området i dagslys, også overnatte i Mopaen for derefter at tage morgentrækket dagen efter.

Som sagt så gjort og Mopaen blev sat i vandet i Bork havn hvor der ikke var mere end 3 km. til nordenden af reservatet hvor Gunnar havde anbefalet mig at prøve aftentrækket, og hvor vi også skulle mødes til morgentrækket.

Af sted det gik og min hund Malou var bestemt også begejstret. Nok var det hendes første jagt i år, men hun var helt sikker på at der skulle ske noget, som var ud over det sædvanlige.

Da jeg nåede området hvor jeg havde planlagt at efterlade Mopaen, blev farten sat ned da vanddybden nu efterhånden blev noget lav og da jeg langsomt nærmede mig sivene opdagede jeg et hold lokkere - Øv, nå men hvis da sad en på træk der måtte jeg heller sejle lidt længere syd på igen. Efter at have sejlet ca. 300 meter tilbage fandt jeg en mindre kanal, hvor Mopaen kunne ligge skjult og beskyttet, så ind med båden og på med rygsækken og af sted.

Jeg begav mig af sted rundt langs kysten, hvor jeg regnede med at jeg ville støde på vedkommende som sad med lokkerne længere nord på, og det kunne jo være at han var god for en snak.

Da jeg så nærmede mig det område hvor jeg havde set lokkerne, var der dog ikke nogen tegn på folk og da jeg pludselig fik øje på lokkerne blev jeg klar over at det på ingen måde var lokkeænder, men 30 sprællevende krikænder der lå på vandet. Da jeg så dem, så de også mig. Jeg så dog kun at tre ænder der forlod flokken, så hunden blev lagt dæk, og et par patroner puttet i geværet og herefter gik det meget langsomt frem i foroverbøjet stilling. Da jeg nåede helt ud til vandkanten hvor de høje tagrør, hørt op, kunne jeg konstatere at der endnu lå en and på vandet, og at den let og elegant lettede da jeg stak hoved frem. Et hurtig skud fik den dog tilbage på vandet og det første stykke vildt fra Værnet var en realitet.

Herefter gik det ind over engene til det sted som Gunnar havde anvist. Rygsækken taget af og gasblus fundet frem, for inden jagten kunne begynde stod den på Grækerdykand med godt brød med en velfortjent øl til.

Nu var kl. ved at være syv og så var det bare at vente, og inden solen gik ned var der dog også et par bekkasiner der skulle afprøve deres held i livet, hvilket dog gik galt for den ene.

Da mørket så endelig faldt på begyndte krikkerne at trække rundt og i guder hvor gik det stærkt, her sad man som pramjæger, der primært skyder ænder over lokkere, også skulle man pludselig til at skyde på krikkere, som blot føg forbi med meget høj hastighed. Aftenen bør derfor kun på et par forkølede forbier og ingen ænder på tasken.

Herefter gik det retur til mopaen hvor jeg var glad for at jeg havde gået turen før det blev mørkt for i rørene kan retningssansen hurtig forsvinde. Vel tilbage i båden blev det lige til en hurtig bid mad, hvorefter soveposen blev fundet frem og oven på gåturen var det ikke noget problem at falde i søvn, hverken for mand eller hund.

Da uret ringede 5½ time senere var det på den igen, og jeg må tilstå at jeg godt kunne have brugt en time eller to mere i soveposen, men man er vel jæger.

Så i tøjet og på med rygsækken igen og ind til det aftalte sted hvor jeg skulle mødes med Gunnar.

Efter 20 minutters traven mødte jeg så Gunnar og vi fik en god snak om hvad der ventede os, og med vinden i nord mente Gunnar faktisk at chancerne for gæs var ganske store, hvilket jeg var ganske begejstret for.

Trækket ville dog ikke i gang, og i løbet af den første time så jeg faktisk under 10 ænder og kun enkelte gæs som fløj rundt inde over Tipperne, som lå kun 50 meter fra skjulet.

Dog kom der lidt mere træk i ænderne op af formiddagen, men det meste skete nu længere ude øst på. Enkelte flokke gæs der var dog rimelig tæt på og Gunnar brugte dygtigt sit gåsekald, som gæssene også var noget interesseret i men ikke nok.

Hen af formiddagen tilsmilede heldet mig dog, da en gråand pludselig kom til syne over diget til Tipperne, hvorefter den faldt med vinden lige hen over mig, hvor den forendte i et spidsskud. Lidt senere på formiddagen gik trækket helt i stå og vi valgte at gå hver til sit, hvor jeg havde planlagt at se lidt mere på området hvilket skulle forgå dels fra båd og dels ved at jeg ville trampe lidt efter bekkasiner.

Efter at vær kommet tilbage til båden sejlede jeg syd på hvor jeg fandt en indhegning med kreaturer og sjapvand, her måtte der være bekkasiner. Det var der, for inden jeg var kommet i land var de første 50 lettet og fløjet deres vej.

Af sted det gik og bekkasinerne lettede hele tiden og igen, men ude på en afstand af 50 meter og fremad. Dog var der pludselig en som havde sovet lidt og som tog kursen bagud hvor den forendte i første skud.

Lidt efter lettede endnu en bekkasin relativt tæt på som jeg fik i andet skud, se nu var selvtilliden i top, to bekkasiner i opfløj i tre skud. Det holdt dog ikke så længe for jeg fik ikke flere - på trods af om jeg prøvede og prøvede. Jeg vil ikke her afsløre hvor mange patroner jeg brugte, men det var mange. Om det var trætheden eller om det var sveden i støvlerne eller blot sigtet ved jeg ikke men skudstatistikken på hele turen blev dog ikke en succes, men turen var klart en succes, takket være et formidabelt terræn og en god guide til området, så tak for hjælpen og selskabet Gunnar.