Dybsø fjord 14. december 2002

Af: Per Jacobsen

Min militære karriere gør at min tid på Dybsø er meget indskrænket, derfor var forventningerne, og spændingen stor da jeg havde fri om torsdagen, og derfor kunne planlægge en jagttur fredag morgen. Forsa..., hvor kan en jæger dog blive gal i skralden af is! ALT var klart da jeg stævnede ud fra Basnæs, men efter at ha jokket i is i 600 meter, måtte jeg se mig slået. Men det var jo også fredag den 13., så det er vel forståelig at man ik bare kan skyde en skid på sådan en lortedag.
I stedet kørte jeg en tur, og blev meget hurtigt glad igen, da jeg opdagede at isen overhovedet ikke havde lagt sig overalt på fjorden. Så var der igen grundlag for jagt.

Jeg pakkede mit habengut lørdag aften, satte uret til kl. 0400, da jeg havde en klejn formodning af at jeg nok ikke var den eneste der havde haft øjnene smækket godt op i kraniet. Nå, den forventningsfulde jæger ankom til Svinø kl. 0500, og stævnede ud derfra. Ret hurtigt blev jeg klar over at det var lavevandet - meget lavvandet! Jeg måtte da også trække sinkeprammen godt og vel 400 meter over ankeldybt vand, før jeg fik fundet min plads. De andre strandjæger kom, ganske som forventet, omkring 3 kvarter efter mig, og tabte derfor kampen om ”kongepladsen”.

Jeg fik lokkeænder og lokkegæs gjort klar og fik proppet bønner i flinten. Fy for satan hvor var det bare koldt! Glæden var derfor stor da jeg skød dagen første gråanndrik, som landede ca. 100 meter fra prammen, så ku man da i det mindste på løbet sig varm.

Morgengryet satte sine første klare spor, og jagten gik nu for alvor ind. Meget hurtigt gik det op for mig at jeg lå Perfekt!!! Den ene and efter den anden, måtte se sig slået, modsat hvad de andre jægere ku konkludere. En af disse, blev utålmodig, pakkede sit habengut, og lagde sig ca. 250 meter fra ”mesteren”.. ja, dvs. mig!!
He, he, storhedsvanvid, havde jeg i hvert fald den dag. Det blev heller ikke mindre af, at jægeren, bandede og svovlede, over hans forbiskud til ænderne, da der pludselig kom 2 pibeænder hen mod mig. Jeg ventede til de var tæt nok på, rejste mig op, ænderne brød op, og fløj hver sin vej, jeg hævede flinten skød den første, drejede om - knald, og så til min store glæde at 2 livløse ænder hang frit i luften.

Dagen gik stille og roligt derudad, og mange flotte ænder fløj videre til de evige jagtmarker. Jeg kan huske de fleste, men en popper dog frem for hornhinden af mig. Jægeren havde pakket sit grej sammen, og ville over og sludre, og sige farvel.. Han kunne berette om 2 nedskudte gråænder, hvilket jo også er fint nok.
Overhovedet ikke noget der. Han spurgte til mig, og på det tidspunkt havde jeg skudt 13 ænder. Efter lidt løs snak vendte han snudeskaftet hjemad, og jeg lagde mig til rette i prammen igen.. Så kommer det. En and flyver over mine lokkere, jeg skyder, men desværre er den vingeskudt. Langsomt daler den, alt imens den udsender mayday på rapansk. Det blev en af de ænder der skulle løbes langt efter, men løbeturen gav bonus efter lidt kamp, for anden gik ikke tabt.

Langsomt var dagen ved at rinde ud, og jeg lukkede og slukkede med en Double af kongerang. Kulden havde også efterhånden fået et alvorligt godt tag på fars pøller, så da de 2 gråænder faldt på vandet stod det klart: Mit livs bedste andetræk havde fået sin ende. Stille og roligt fik jeg pakket mine ting sammen, og i aftenskumringen fandt jeg tilbage til Svinø havn. En rigtig dejlig, og behagelig dag havde nået sin ende. Mon det kan blive bedre en dette?