Lillebælt 27. december 2002

Af: Anders H. Mortensen (AHM)

Når man er helt ny som strandjæger, giver hver jagt nye erfaringer. Den 27. december lærte jeg for eksempel, at det er sin sag at vikle 20 lokkeænder og et ankertov ud af hinanden i bælgravende mørke i en vuggende jagtboble på Lillebælt. På køreturen fra sommerhuset til den vig, hvor jeg skulle på mit livs tredje pramjagt, var ALT i boblen blevet kastet rundt mellem hinanden, og nu stod jeg i det iskolde vand og nørklede med knuder og blylodder. Derfor var klokken næsten kvart i otte, før lokkerne var lagt ud. En ”landingsbane” af gråænder i spredte klatter med to hvinandelokkere på toppen. Tågen var tæt, og i det stille vejr kunne hver en lyd på fjorden høres. Blandt andet den søde musik af gråænder, der holder morgenkoncert. De fik en kort hilsen med andekaldet. Lidt efter hørte jeg gæs, og pulsen steg til det dobbelte. Men de gentagne ”gækgæk” viste sig at stamme fra en gård inde på land. Så det var falsk alarm.

Pludselig var der ”gæster”. To hvinænder var kommet strygende bagfra og i et glimt så jeg dem smide sig blandt lokkerne. Op i en fart, men hvor var de ? Mørke og tåge gjorde omridset af de yderste lokkere flosset. Men dér rejste den ene til et bagskud. Ren forbier. Og hvorfor nu det ? Jeg tænkte tilbage på efterårets klapjagter, hvor jeg – for en gang skyld – havde haft rimeligt godt fat i fuglene. Høje fasaner var forendt i skyer af dun, og i en bestemt såt var det blevet til 3 dubléer. Men det var jo høje spidsskud, og her taler vi om bagskud til ”kanonkugler” i en meters højde.

Braget fra det mislykkede skud rullede ud over fjorden. Og nu kom der skred i tingene. Det viste sig, at de gråænder, jeg havde ”snakket” med, havde ligget lige uden for synsvidde, men på grund af tågen anede de ikke, hvorfra skuddet var kommet. De gik nu på vingerne under højlydt rappen, og flere flokke fulgte tilsyneladende deres eksempel. Ude i tusmørket dukkede en flok på 6-8 ænder op, de ville ind mod land, men den yderste and fik øje lokkerne og satte kurs mod min pram, kun 1½ meter over vandoverfladen. Bang ! Det første skud gik bag ved den, men så steg den i en spids, og nu lignede den jo en af de høje fasaner fra skoven. Skud nummer to sendte den i baljen med et højlydt plask.

Jeg var ikke kommet op i prammen, før den næste flok gråænder fløj hen over mine lokkere. I november havde der været dage, hvor op mod 100-200 gråænder rastede i den lavvandede vig, og var det nu tid for endnu et ”andetræf” ? Så ville plasticposen med molyshot-4’ere ikke række langt.
Dagslyset tog til, og ude fra fjorden hørtes hvinændernes syngen. Pludselig blev lyden stærkere, men fra den ”forkerte” side, og med ét viste tre ænder sig mellem land og mine lokkere. De skævede til deres plasticfætre, besluttede så at kigge nærmere og kom nu spidst over mig i 20 meters højde. Den midterste lignede lidt en halvhøj fasan med kviksølv i rumpen, besluttede jeg, og så måtte jeg ud af prammen igen. Utroligt at en forendt hvinand kan ”flyve” 50-70 meter, før den går ned. De første 30 meter af traveturen efter anden var der ingen problemer, men så begyndte bunden at skråne. Skulle man gå tilbage til boblen, lette anker og padle af sted ? Nej, så hellere skynde sig. Under de sidste skridt hen mod den døde andrik rendte små skvæt fjordvand ind over waders-kanten.

Tilbage i prammen begyndte kulden at bide. Der var stadig småflokke af gråænder, der dukkede ud af tågen, og en oplagt chance blev misbrugt. Men dagens største oplevelse var mængden af hvinænder. Det sang af vingeslag ude over fjorden. En flok på fire passerede prammen kun ti meter ude, og det gav endnu en and i et sideskud.

Det kunne måske være blevet til flere ænder, men kl. 10 var jeg mæt af oplevelser – og gennemkold. De næste ture på vigen blev planlagt med det samme, men her havde jeg gjort regning uden vært. Det satte ind med kuling, og da vinden endelig lettede, strejkede traileren. Men bidt af strandjagt – det er jeg.