Lillebælt 26. januar 2003

Af: Hans Kristensen

Uheldig er den, der først skal lægge Mopa’en på svaj tilpas langt fra lokkeænderne, tænker jeg, og åbner ballet ved at sende en udfarvet ederfuglekok ned mellem artsfællerne af plastic, som vi kort forinden har lagt ud på det lave vand ved sandrevlen. For selv om tusmørket stadig ligger over Lillebælt, så er det så småt begyndt at dæmre, og der er ænder på vingerne. Mange ænder. Og vi er kommet lige sent nok af sted, så jeg er ene om at forsvare posten da de første ederfugle lader sig lokke.
Da Claus kort efter kommer tilbage i Gudenå-prammen har jeg allerede været ude af den opankrede spidspram anden gang for at hente fugl – denne gang en af de mere beskedne i farverne. Og jeg har såmænd også skudt forbi til en tredje.

Længe kommer vi ikke til at vente på de næste ederfugle. Trækket er intensivt, og selv om de større flokke er noget reserverede over for den lille, blandede flok, der vugger i de krappe bølger ved prammene, kan lokkerne sagtens få småflokke eller enkeltflyvende ederfugle til at slå af og komme ind på skudhold. Især de fugle, der kommer lavt over bølgerne, er lette at lokke. Med fuld fart kommer de jagende lige over vandspejlet, drejer ind over lokkerne og bremser op i luften lige over lokkefuglene; det er lige i det øjeblik, skuddet skal falde.

Og lige præcis således kommer en hun kort efter perfekt ind over lokkerne. Men desværre er mit skud ikke helt så perfekt som situationen er. For selv om hun går hovedkulds ned mellem lokkerne, lykkes det hende alligevel at dykke. De skud, der sendes efter fuglen de gange, den dukker op, har ingen effekt, selv om haglene pisker vandet op omkring den. Alt for hurtigt er den uden for skudvidde. Så må der andre midler til. Claus, hvis pram er den mest sødygtige, ror efter fuglen, der hurtigt padler længere og længere til havs. Han får god motion – men heldigvis får han også hunnen med tilbage.

Efterhånden er det blevet helt lyst. Og efter det korte, hektiske morgentræk ændrer fuglene nu adfærd. De bliver mere mistænksomme, og langt de fleste holder sig på behørig afstand af prammene. Samtidig skifter kernepunktet af trækket fra at ligge lige omkring vores plads til at finde sted et par hundrede meter længere ude ad sandrevlen. Vi prøver at lægge os derud, men strømmen er for stærk til at vi kan ligge fast med kun ét anker.

I stedet rykker vi tilbage og nyder synet af de hundredvis af ederfugle, der er på vingerne stort set hele synsfeltet rundt mens vi efter bedste beskub udnytter de skudchancer, der nu og da alligevel opstår.

Senere på dagen synker vandet en smule, strømmen bliver svagere, og vi kan igen flytte pramme og lokkefugle ud på sandrevlen. Og allerede få minutter efter at vi har smidt os i prammene, kommer der en ederfugl ind over os i godt sideskud. Den får vi også med hjem. Men derefter er det igen småt med chancerne, og da dagen er ved at være fremskreden, beslutter vi os for at få hentet Mopa’en og komme på land igen.

Uheldig er den, der først skal hente Mopa’en på svaj tilpas langt fra lokkeænderne, tænker jeg, mens jeg ligger alene tilbage i spidsprammen. For kort efter at Claus er padlet ud for at hente sin jagtbåd, kommer en enlig ederfugl trækkende direkte ind mod mig. Først anes den blot som en lille prik langt, langt ude i horisonten. Men hurtigt bliver den større, og kort efter står den perfekt på svirrende vinger lige over lokkerne; det er jo lige i det øjeblik, skuddet skal falde, og det gør det. Skuddet sidder som det skal og runder en perfekt dag af.
Heldig er den, der har oplevet dette, tænker jeg, da jeg lidt efter står i det lave vand og samler lokkere ind. Så tager vi prammene på slæb og sætter kursen ind mod Årøsund.