Struer bugt 27. december 2000

Af: Claus Lind Christensen


Juleferie hos svigerforældrene foregår altid med skydeprammen på slæb, da de bor lige i nærheden af Struer bugt hvor der kan være ganske pænt med hvinænder. Denne juleferie skulle da heller ikke være anderledes end de andre.
Vejrudsigten havde været lidt ustabil op til jul, men den lovede frisk vind fra nordøst hvilket gør, at der faktisk kun er et sted omkring Struer man kan ligge hvor bølgerne ikke bliver for store - stedet er ved Venø færgen.

Under vejs ud til stedet som jeg havde udset mig fik jeg selskab af tre sæler, hvor den ene var helt inde på fem meters afstand af prammen, ja de blev faktisk omkring prammen under hele jagten - ganske hyggeligt.

Jeg fik lagt mine lokkere ud og umiddelbart efter jeg havde fastgjort prammen til ankeret det forreste anker, kom den første and. En stor skallesluger kom ret ind over lokkerne og på en afstand af 15 meter opdagede den ikke hvad der overgik den.

Efter skuddet havde lydt kunne jeg høre, at der pludselig var en del hvinænder på vingerne. Jeg fik stoppet en ny patron i magasinet og ganske rigtig så kom den første hvinand ind over lokkerne - den måtte også i baljen, hvilket gentog sig en gang til. Nu var det tre fugle på vandet, som godt nok var døde, men mig ud for at hente dem.
Mens jeg lå og roede rundt efter disse tre var der ænder over lokkerne to gange se det var noget af en start.

Her efter gik det slag i slag og jeg fik ganske pænt med chancer - ikke at jeg fik ænder i dem alle men det gik ganske godt.
Ja på et tidspunkt gik det faktisk sådan, at jeg fik to ænder i et skud. Der kom tre ænder ind til lokkerne, hvor jeg holdt til en gammel andrik og lige i det jeg slap skuddet krydsede en hun bag om, det blev hendes skæbne sammen med andriken...

Da jeg havde fået en skallesluger og ni hvinænder besluttede jeg mig for at pakke sammen, selv om trækket stadig var i gang - oplevelsen var i hus, også kendte jeg jo ham der skulle gøre ænderne i stand !!

Mens jeg samlede mine lokker sammen, havde jeg stadig patroner i geværet hvilket var ganske fornuftigt, for da jeg manglede tre striber (11 lokkere) kom der endnu en andrik, som lige skulle se hvad det var for nogle ænder der lå på vandet.
Det betød at dagen sluttede med en stor skallesluger og ti hvinænder, hvor otte af hvinænderne var gamle udfarvede hanner.

Da jeg kom ind til bilen havde jeg stadig selskab af sælerne som lå i en afstand på ca. 25 meter fra strandkanten og fulgte med hvad jeg foretog mig lige som at jeg kunne se at trække blot fortsatte ude over fjorden, ja da jag kørte havde de første 50 hvinænder indfundet sig i området - ja en anden gang med nordøsten vind så kommer jeg nok igen.